SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1213/02

af Theresa Villiers (PPE-DE) til Kommissionen

(29. april 2002)

Om: Sikkerhedssegl i forbindelse med varetransport

Der henvises til EU-forordning nr. 2787/2000(1), artikel 357 og 386 samt bilag 46A vedrørende sikkerhedssegl

1. I hvilket omfang rådførte Kommissionen sig med producenter/brugere af segl i forbindelse med udarbejdelsen med denne lovgivning? Hvem rådførte de sig med?

2. Undersøgte Kommissionen de eksisterende testordninger/-metoder i hver enkelt medlemsstat før denne forordnings gennemførelse?

3. Accept- og testningssystemet i Det Forenede Kongerige har gjort det muligt at finde frem til dobbelte segl. Sådanne forfalskede segl er tidligere blevet sat i stedet for den oprindelige producents produkt under transorten, således at varer kunne fjernes eller tilføjes, uden at det bemærkedes. I betragtning af, at det nuværende registrerede fragttab på verdensplan overstiger 400 mio. USD om året eksklusive afgifter, hvilke skridt har Kommissionen da taget for at sikre, at det europæiske marked ikke oversvømmes af kopisegl fra ikke-EU-lande og lande uden ordninger?

4. Hvis et sikkerhedssegl godkendes til brug af en medlemsstat, vil denne godkendelse så ikke blot tillade brug i transit gennem andre medlemsstater, men også godkendes af andre medlemsstater til levering i samtlige medlemsstater? I benægtende fald, betyder dette, at et segl skal testes af de enkelte medlemsstater, før det kan godkendes i disse?

5. Den britiske minister med ansvar for dette spørgsmål udtalte i oktober 2001 i en skrivelse til mig som følger: Der er mistanke om, at de fleste af de lande, der anvender fællesskabstransitprocedurerne eller de fælles transitprocedurer, ikke har egnede testningsfaciliteter, og hvis der blev indført en streng seglspecifikation i Fællesskabets lovgivning og konventionen om en fælles

forsendelsesprocedure, ville det være umuligt for dem at gennemføre. Er Kommissionen enig i denne udtalelse? Hvis Kommissionen er enig i denne udtalelse, hvorfor har den så gennemført en ny forordning, som ikke kan kontrolleres ensartet eller blive tilfredsstillende gennemført i samtlige medlemsstater?

6. Hvilke skridt træffer Kommissionen for at sikre, at medlemsstaterne kan teste deres segl på tilfredsstillende vis og gennemføre forordningen?

7. Har Kommissionen nogen planer om at anmode medlemsstaterne om at give oplysninger om, hvilket kontor der tager sig af seglgodkendelse, og hvilken evaluerings- og kontaktprocedurer der anvendes? Hvornår? I benægtende fald, hvorfor ikke?

8. Har Kommissionen nogen planer om at udarbejde en central fortegnelse over de segl, der godkendes af medlemsstaterne, samt hvilke lande der har godkendt dem, der står til rådighed for alle berørte parter? I benægtende fald, hvorfor ikke?

(1) EFT L 330 af 27.12.2000, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(13. juni 2002)

Forsegling i forbindelse med vareforsendelse er et middel til at sikre, at der kan fremlægges et pålideligt bevis for, at de varer, der blev afsendt under forsendelsesproceduren, og dem, der fremlægges for bestemmelsestoldstedet, er identiske. Forseglingen kan i henhold til gældende regler erstattes af en præcis beskrivelse af de i forsendelsesproceduren omhandlede varer. Begge identifikationsformer giver mulighed for at afsløre snyd med forsendelser og forsvundne forsendelser, men er ikke velegnede til at forhindre, at de finder sted.

Godkendelse af og kontrol med segl henhører under medlemsstaternes kompetence, og disse anvender egne testningsprocedurer. I forbindelse med godkendelsen af segl skal medlemsstaterne følge de generelle retningslinjer i bilag 46a i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeksen. Disse retningslinjer, der er baseret på de nationale administrationers praktiske erfaringer, er ikke mere eller mindre detaljerede tekniske specifikationer, men er snarere en beskrivelse af den målsætning, de kompetente nationale myndigheder skal have for øje, når de bedømmer kvaliteten af en bestemt type segl. Denne målsætning tager udgangspunkt i betragtninger, der har relation til effektiv toldforvaltning, og forudsætter høringer af seglproducenter eller -brugere.

Kommissionen fører ikke tilsyn med medlemsstaternes testningsprocedurer og har i øvrigt ikke den fornødne ekspertise til rent praktisk at kunne gøre dette. Kommissionen er ikke i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at den beskrevne praksis skulle have negativ indflydelse på målsætningen i den ovennævnte lovgivning vedrørende forsendelse. Det er imidlertid ikke formålet med denne lovgivning at sikre ensartede markedsbetingelser for seglproducenter i det indre marked.

Hvad angår den britiske ministers udsagn i den forbindelse, har Kommissionen ikke til hensigt at kommentere sådanne spekulationer. Den nye artikel 386 i Kommissionens forordning nr. 2787/2000 af 15. december 2000 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks(1), som det ærede medlem henviser til, giver toldmyndighederne mulighed for at tillade anvendelse af specielle former for segl i forbindelse med transportmidler eller pakkesendinger under forudsætning af, at toldmyndighederne anerkender seglet som værende i overensstemmelse med betingelserne i bilag 46a i ovennævnte forordning. Kommissionen er overbevist om, at samtlige medlemsstaters toldmyndigheder kan afprøve, at seglene er i overensstemmelse med de udstukne retningslinjer. I en række tilfælde letter Kommissionen udbredelsen af tests, der gennemført af nationale myndigheder, der er kompetente hvad angår testning af segl.

Kommissionen har hverken ressourcer eller ekspertise til at sikre, at konkrete godkendelsesprocedurer for segl overholdes.

(1) EFT L 330 af 27.12.2000.