SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1157/02

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(24. april 2002)

Om: Fri bevægelighed i EU's medlemsstater for såvel studerende som lærere

Den ambitiøse plan om at gøre EU til et åbent videnssamfund forpligter medlemsstaterne til at fastlægge fælles målsætninger, som tager sigte på at skabe et åbent og konkurrencedygtigt samfund.

Det er derfor nødvendigt, at der medlemsstaterne imellem indføres en reel fri bevægelighed for såvel studerende som lærere, og i den forbindelse er en politik for evaluering og automatisk anerkendelse af akademiske uddannelser samt studieforløb en presserende nødvendig forudsætning.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke frister der kan betragtes som realistiske, hvis den fri bevægelighed for studerende og lærere skal blive en realitet i hele EU, og hvilken plan den agter at følge for at føre dette ambitiøse mål ud i livet inden for en rimelig frist?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(4. juni 2002)

Den frie bevægelighed for lærere i EU er sikret ved Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed(1). Statsborgere fra én medlemsstat har i henhold til dette direktiv ret til i en anden medlemsstat at udøve et erhverv, hvortil de i deres oprindelsesland er fuldt kvalificerede. Anerkendelsen efter direktivet sker ikke automatisk. Er der væsentlige forskelle mellem omfanget af erhvervet i de to medlemsstater eller mellem indholdet af den vandrende arbejdstagers uddannelse og den uddannelse, der er foreskrevet i værtslandet, kan den kompetente myndighed kræve, at arbejdstageren gennemgår en prøvetid eller aflægger en egnethedsprøve, inden eksamensbeviset anerkendes. Årsagen er, at direktivet ikke harmoniserer de enkelte erhverv på fællesskabsplan, men fastsætter, at det står enhver medlemsstat frit for at regulere erhvervene efter forgodtbefindende. Enhver harmonisering af læreres kvalifikationer på fællesskabsplan, som i mindst én af medlemsstaterne medfører en ændring af bestående lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer, kræver enstemmighed i Rådet i henhold til EF-traktatens artikel 47, stk. 2. Kommissionen er ikke bekendt med, at der skulle være en sådan bred tilslutning til en yderligere harmonisering på området.

For så vidt angår læreres og studerendes mobilitet inden for rammerne af udvekslingsaftaler mellem uddannelsesinstitutioner, har Kommissionen siden 1987 som led i Socrates-programmet gennemført en aktion (Erasmus), der specifikt tager sigte på at fremme og forbedre studerendes og læreres mobilitet i medlemsstaterne, EØS-landene og nu også kandidatlandene. Der er for øjeblikket hvert år 110 000 Erasmus-studerende og ca. 14 000 Erasmus-lærere.

Blandt de initiativer, der er fastsat for tidsrummet indtil 2006, fremmer aktion 2 under Socrates-/Erasmus-programmet foranstaltninger f.eks. brugen af ECTS-systemet (meritoverføring) for at forbedre den akademiske anerkendelse af studieperioder, så det bliver nemmere at udnytte muligheden for mobilitet.

Akademisk anerkendelse er en afgørende faktor, når det gælder om at fremme personers frie mobilitet i uddannelsesøjemed. Man må dog ikke glemme, at der er tale om et område, der henhører under medlemsstaternes (og disses højere læreanstalters) fulde kompetence, og som Fællesskabet ikke kan gribe ind i.

(1) EFT L 19 af 24.1.1989.