92002E1121

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1121/02 af Johannes Swoboda (PSE) til Kommissionen. EU-ordninger til fordel for kollegier.

EF-Tidende nr. 229 E af 26/09/2002 s. 0183 - 0183


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1121/02

af Johannes Swoboda (PSE) til Kommissionen

(18. april 2002)

Om: EU-ordninger til fordel for kollegier

På hvilken måde fremmer Den Europæiske Union opførelse og renovering af kollegier? Findes der f.eks. særlige ordninger for kollegiepladser beregnet til studerende, der benytter sig af EU's udvekslingsprogrammer (f.eks. Erasmus)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(30. maj 2002)

Opførelse og renovering af kollegier som led i bygge- og vedligeholdelsesprogrammer for videregående uddannelsesinstitutioner hører ikke under Kommissionens kompetence, men under de højere læreanstalters og/eller de nationale myndigheders kompetence.

Eventuelle tilskud fra Kommissionen ville blive ydet som støtte fra strukturfondene. Medlemsstaterne har i overensstemmelse med nærhedsprincippet og i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(1) ansvaret for såvel valget af projekter som deres gennemførelse.

Ordningerne for indkvartering af universitetsstuderende, der benytter sig af et af de fællesskabsfinansierede udvekslingsprogrammer, fastlægges af universitetsmyndighederne, ikke af Kommissionen. Det er et krav, at universiteterne på forhånd har aftalt betingelserne for indkvartering, inden der kan ydes stipendier.

(1) EFT L 161 af 26.6.1999.