92002E0976

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0976/02 af Ian Hudghton (Verts/ALE) til Kommissionen. Frankrigs importforbud mod britisk oksekød.

EF-Tidende nr. 205 E af 29/08/2002 s. 0240 - 0240


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0976/02

af Ian Hudghton (Verts/ALE) til Kommissionen

(4. april 2002)

Om: Frankrigs importforbud mod britisk oksekød

Domstolen fastslog i september 2001, at Frankrig har unddraget sig sine EF-forpligtelser med det fortsatte importforbud mod britisk oksekød.

Denne ensidige handling har påført de britiske producenter omfattende salgstab.

- Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet med henblik på ophævelse af dette forbud på baggrund af Domstolens dom, som blev afsagt for hen ved seks måneder siden?

- Hvilken erstatning vil der blive ydet de britiske oksekødproducenter som kompensation for Frankrigs uretmæssige foranstaltninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(26. april 2002)

Domstolens dom i sag nr. C-1/00 Kommissionen mod Republikken Frankrig er dateret den 13. december 2001.

Hurtigt efter domsafsigelsen anmodede Kommissionen de franske myndigheder om at meddele de nærmere foranstaltninger til at efterkomme dommen. I mangel af et tilfredsstillende svar sendte Kommissionen en åbningsskrivelse i henhold til EF-traktatens artikel 228, stk. 2, til den franske regering den 21. marts 2002.

Den overtrædelsesprocedure, som Kommissionen nu har indledt, kan hvis den fuldføres, medføre, at Domstolen pålægger den franske regering at betale et engangsbeløb eller en tvangsbøde. Men artikel 228, stk. 2, giver ikke hjemmel for individuel kompensation.

Hvad angår Domstolens retspraksis i forbindelse med en medlemsstats forpligtelse til at yde erstatning til enkeltpersoner for skader, der er forårsaget af en overtrædelse af EU-retten, som den pågældende medlemsstat var ansvarlig for, henvises det ærede parlamentsmedlem til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel E-3625/01 af Christopher Huhne(1).

(1) EFT C 172 E af 18.7.2002, s. 99.