SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0556/02 af Renzo Imbeni (PSE) og Giovanni Pittella (PSE) til Rådet. Visa til tredjelandsborgere bosiddende i Schweiz.
EF-Tidende nr. 229 E af 26/09/2002 s. 0103 - 0104
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0556/02 af Renzo Imbeni (PSE) og Giovanni Pittella (PSE) til Rådet (4. marts 2002) Om: Visa til tredjelandsborgere bosiddende i Schweiz Flere hundrede tusind mennesker, der hovedsagelig er indvandrere fra Balkan-landene og Tyrkiet, bor i Schweiz med regulære langtidsopholdstilladelser. Hver gang de skal krydse grænserne i Unionen (Italien, Østrig, Tyskland og i mindre omfang Frankrig), er de nødt til at anmode om et visum. FIM (Forum for Integration af Indvandrere, der for nylig blev oprettet i Schweiz) foreslår, at visumpligten erstattes af forevisning af pas og den relevante opholdstilladelse. Kan Rådet oplyse, om det kan tilslutte sig dette forlag? I bekræftende fald, hvad agter det at foretage sig for at gennemføre det? I benægtende fald, hvilke alternative løsninger kan det foreslå for at undgå vanskelige situationer på konsulaterne i de berørte EU-lande? Mener Rådet, at man i de seneste beslutninger om ratificering af traktaten mellem Den Europæiske Union og Schweiz kan indføje en løsning på dette alvorlige problem? Svar (26. juni 2002) Rådet gør opmærksom på, at Rådets forordning nr. 539/2001 indeholder en liste over tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum for at kunne passere medlemsstaternes ydre grænser; bopælen er ikke et kriterium for, om der skal udstedes visum eller ej. Der gøres endvidere opmærksom på, at selv om proceduren for udstedelse af visa er blevet harmoniseret på Schengen-plan (fælles konsulære instrukser), henhører udstedelsen af visa udelukkende under medlemsstaterne, der træffer afgørelse om hver enkelt visumansøgning. Endelig minder Rådet om, at det under alle omstændigheder er Kommissionen, der har initiativretten på dette område, og at Rådet hidtil ikke har fået forelagt noget initiativ, der går i den retning, som de ærede parlamentsmedlemmer angiver.