92002E0450

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0450/02 af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen. Andersen.

EF-Tidende nr. 229 E af 26/09/2002 s. 0082 - 0084


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0450/02

af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen

(21. februar 2002)

Om: Andersen

Kan Kommissionen på baggrund af de afsløringer og påstande, der i den senere tid er fremkommet i USA vedrørende Andersen Accountants and Auditors, oplyse:

- hvor mange og hvor store kontrakter, Kommissionen i alt har tildelt denne virksomhed,

- hvorvidt alt arbejde, denne virksomhed har udført for Kommissionen, har været offentligt tilgængeligt, og i benægtende fald, hvorfor ikke,

- hvor mange og hvor store kontrakter, der er tildelt Andersen, i forhold til tilsvarende virksomheder, især Accenture, PriceWaterhouseCoopers, Ernst og Young og Deloitte og Touche,

- hvilke medlemmer af Kommissionen, der inden for de sidste fem år har holdt møder med repræsentanter for Andersen eller med virksomhedens advokater, hvornår disse møder fandt sted, og om der foreligger fortegnelser over drøftelserne?

Samlet svarafgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyerpå skriftlige forespørgsler E-0372/02, P-0443/02 og E-0450/02

(8. april 2002)

Ifølge EF-traktatens artikel 248 er Revisionsretten Kommissionens eneste eksterne revisor. Den afgiver i denne egenskab en erklæring om regnskabernes rigtighed samt de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Således benytter Kommissionen ikke i modsætning til private virksomheder private revisionsfirmaer til at revidere dens regnskaber.

Men Kommissionen benytter lejlighedsvis ligesom mange internationale og nationale offentlige institutioner private rådgivende regnskabs- og konsulentfirmaer.

Kontrakterne i denne forbindelse vedrører almindeligvis ikke regnskabsopgaver, der udføres af tjenestemænd. De private virksomheders ekspertise bringer fagligt input. Risikoen for fællesskabsbudgetter er begrænset, fordi disse rådgivningsopgaver kun omfatter nogle af Kommissionens

aktivitetsområder. Det er ikke hensigten, at den revision af projekter og programmer, der udføres af sådanne selskaber, f. eks. inden for forskning, skal erstatte Revisionsrettens eksterne revision, men derimod supplere den.

Kommissionens generaldirektorater har tidligere tildelt Arthur Andersen eller Andersen(1) og lignende firmaer inden for samme sektor ekspert- og konsulentkontrakter. Efter Enrons fallit har et antal medlemmer af Europa-Parlamentet stillet forespørgsler til Kommissionen vedrørende dens forbindelser med Arthur Andersen eller Andersen og deres konkurrenter.

1. Kommissionen udvælger de firmaer, der skal udføre revisions- og konsulentopgaver, i nøje overensstemmelse med lovgivningen og med de procedurer, som den har indført for at sikre en effektiv forebyggende kontrol. Disse procedurer opregnes i det følgende.

Efter artikel 56 i finansforordningen skal Kommissionen for så vidt angår de opgaver, der udføres af Arthur Andersen eller Andersen, overholde Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler(2).

Kommissionen overholder disse procedurer nøje, herunder særligt kriterierne for udvælgelsen af tjenesteyderne.

Kommissionen har i overensstemmelse med finansforordningens artikel 139 desuden indført en kontrol baseret på forudgående godkendelse fra Det Rådgivende Udvalg for Indkøb og Aftaler (CCAM) og finansinspektøren. CCAM afgiver en udtalelse om, hvorvidt proceduren for udvælgelsen af tjenesteyderen har været lovlig, og om de foreslåede betingelser for tildeling af kontrakten, medens finansinspektøren sikrer, at forpligtelserne, godkendelsen af udgiften og betalingen er i overensstemmelse med reglerne og er lovlige.

Revisionsretten redegør i sin årsberetning for regnskabsåret 2000 for resultaterne af dens undersøgelse af udformningen og forløbet af kontrollerne af de offentlige udbudsprocedurer(3). Den fremkom ikke med væsentlig kritik rettet mod Kommissionen af, hvorledes ovennævnte forebyggende kontrolmekanismer havde fungeret, og den gav en meget positiv vurdering af de procedurer, der anvendes i forbindelse med institutionernes offentlige indkøb.

Således foregår udvælgelsen af de firmaer, der skal rådgive om regnskabs- og kontrolspørgsmål, helt objektivt og styres desuden af nøje fastsatte procedurer.

2. Karakteren af de ønskede tjenesteydelser og den efterfølgende kontrol udelukker ethvert misbrug.

For så vidt angår den interne kontrol og som et vigtigt led i reformen af Kommissionen har den oprettet en intern revisionstjeneste og decentraliseret finanskontrollen og den interne revision.

Desuden er det sandsynlig, at disse aktiviteter i sig selv undersøges af de forskellige interne kontrolorganer i Kommissionen og af Den Europæiske Revisionsret, der ifølge EF-traktatens artikel 248 foretager den eksterne revision af forvaltningen af Fællesskabets offentlige midler.

3. Kommissionen har i årene 1999 til 2001 indgået tretten kontrakter omfattende beløb på eller over 48 200 EUR, hvor Andersen eller Arthur Andersen(4) var involveret og som blev forelagt CCAM til udtalelse. Blandt disse kontrakter blev otte tildelt efter et åbent udbud og de fem øvrige ved begrænset udbud. Kontroltjenesten blev kun inddraget i et enkelt tilfælde (gennemførelsen af et omkostningsbaseret regnskabssystem og særskilte regnskabsmetoder for telekomvirksomheder).

Den del, som Arthur Andersen eller Andersen har fået tildelt af disse tretten kontrakter, har i alt andraget 3,7 mio. EUR. Dette svarer til ca. 4.8 % af de fem stores (KPMG, Group Andersen, Deloitte & Touche, Ernst & Young og PriceWaterhouseCoopers) andel af tilsvarende kontrakter i samme periode.

Kommissionen vil under hensyn til de aktuelle begivenheder undersøge resultatet af disse kontrakter.

Kommissionen kan give medlemmerne af Europa-Parlamentet følgende oplysninger om de kontakter, der i embeds medfør har fundet sted med medlemmer af Kommissionen og medlemmer af disses kabinetter på initiativ af repræsentanter fra Arthur Andersen eller dette firmas advokater:

- i juni 2000 overværede et medlem af kabinettet for de kommissionsmedlemmer, der har ansvaret for erhvervspolitik og informationssamfundet, en præsentation givet af repræsentanter fra Arthur Andersen af en benchmarkingrapport udarbejdet af dette firma for sammenslutningen af europæiske entreprenører

- i februar 2001 deltog et medlem af kabinettet for det medlem af Kommissionen, der har ansvaret for uddannelse og kultur, en præsentation givet af repræsentanter fra Arthur Andersen om e-læringsprojekter, som firmaet havde udarbejdet til franske virksomheder

- i november 2001 og igen i januar 2002 var et medlem af kabinettet for Kommissionens næstformand, der er ansvarlig for personale og administration, til stede ved et informationsmøde med repræsentanter fra Arthur Andersen om de metoder, som firmaet anvender ved cost/benefit-analyser af udliciteringer af bestemte tjenester.

(1) Andersen Consulting LLP (der for nylig har ændret sit forretningsnavn til Accenture LLP) og Arthur Andersen LLP har været særskilte selskaber, der har drevet virksomhed uafhængigt af hinanden siden 1989. I 1990 anerkendte the United States Securities and Exchange Commission officielt Andersen Consulting LLP som en virksomhed, der er adskilt fra og uafhængig af Arthur Andersen LLP.

(2) EFT L 209 af 24.7.1992.

(3) EFT C 359 af 15.12.2001, punkt 7.19 - 7.32.

(4) I nogle tilfælde i sammenslutning med lignende selskaber.