92002E0362

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0362/02 af Jillian Evans (Verts/ALE) og Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen. Økonomiklasse-syndromet.

EF-Tidende nr. 172 E af 18/07/2002 s. 0188 - 0189


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0362/02

af Jillian Evans (Verts/ALE) og Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(14. februar 2002)

Om: Økonomiklasse-syndromet

I de sidste tre år er over tredive personer døde i Europa efter en lang flyrejse. De var alle ofre for en blodprop. Visse specialister og videnskabelige publikationer har fastslået, at der er en forbindelse mellem oversøiske flyrejser og sådanne ulykker.

Den Europæiske Union kunne stå over for et offentligt sundhedsbekyttelsesproblem. Det er følgelig nødvendigt med oplysninger.

Kan Kommissionen give oplysninger om dette problem? Er flyselskaberne blevet anmodet om at samarbejde med Kommissionen om denne undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(27. marts 2002)

Kommissionen er fuldstændig klar over senere rapporter og udviklinger, der forbinder dyb venetrombose (DVT) og flyrejser, og den tager dem meget alvorligt.

Det mest anerkendte synspunkt i lægeverdenen for øjeblikket er, at der sandsynligvis er nogen forbindelse mellem DVT og flyvning. Det er dog ikke for øjeblikket muligt at måle i hvilket omfang dette gælder, dvs. risikoen for, at en person på en lang flyrejse får DVT sammenlignet med sandsynligheden for at andre personer får DVT. Det nuværende materiale tyder på, at det snarere er ubevægelighed end snævre sædeforhold, der er problemets kilde.

Kommissionen er overbevist om, at der må træffes forholdsregler, så meget mere som der er mange usikre og ukendte elementer. Som et første skridt har det medlem af Kommissionen, der har transport og energi som ansvarsområde derfor skrevet til formændene for sammenslutningen af europæiske luftfartsselskaber, den europæiske organisation for regionale luftfartsselskaber og IATA, og opfordret medlemmerne heraf til at træffe forebyggende foranstaltninger. Hun tilskyndede i sit brev luftfartsselskaberne til at informere passagererne, når de foretager reservationer eller bestiller billetter om farerne, faktorer, der disponerer for DVT og forebyggende foranstaltninger, der bør træffes før lange flyvninger, og også til at rådgive dem om, hvad de bør gøre for at mindske risikoen for trombose, når de er om bord på flyet.

En række luftfartsselskaber har allerede på eget initiativ indført advarsler før passagererne går om bord og/eller rådgivning om bord (pjecer, videoer, in-flight magazines, der viser øvelser, anbefaler, hvad man kan gøre, hvad man bør undgå osv.).

Samtidig er det nødvendigt at vurdere både farer og effektiviteten af forskellige forebyggende foranstaltninger.

Verdenssundhedsorganisationen regner med at tilrettelægge en række undersøgelser omfattende:

- forbindelsen mellem flyrejser og DVT og størrelsesordenen heraf

- miljømæssige og adfærdsmæssige risikofaktorer

- forebyggende foranstaltninger med standardiserende diagnostiske metoder.

Dette forskningsprogram bliver formentlig lanceret i 2002 og afsluttet i juni 2005 og foreløbige resultater skulle kunne indhentes. Kommissionen undersøger omhyggeligt muligheden for at støtte disse undersøgelser.

Kommissionen vil til rette tid beslutte, hvorvidt foranstaltninger er påkrævede på fællesskabsniveau efterhånden som der foreligger flere oplysninger om DVT og flyrejser.