92002E0351

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0351/02 af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen. Beskatning af brugte biler i Grækenland.

EU-Tidende nr. 092 E af 17/04/2003 s. 0005 - 0006


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0351/02

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(6. februar 2002)

Om: Beskatning af brugte biler i Grækenland

Den græske sammenslutning af bilimportører i Grækenland gør opmærksom på, at antallet af brugte biler, der importeres til Grækenland af (ikke autoriserede) bilforhandlere, i 2001 er faldet til kun 3 %, hvorimod det for år 2000 udgjorde 31 % af den samlede import af biler til landet. Det fremgår af en kontrol, som sammenslutningen har gennemført blandt sine medlemmer, at ca. 500 græske bilforhandlere har måttet lukke deres virksomhed i 2001. Dette er alt sammen et resultat af gennemførelsen af lov 2682/99, som i tilknytning til ministeriel afgørelse F 1039/642 har medført en fordobling af den særlige registreringsafgift for personbiler, som opfylder betingelserne i direktiv 94/12/EU(1).

Under henvisning til,

- at bestemmelser af denne art er i modstrid med EU-traktatens artikel 95, da de bevirker forskelsbehandling af brugte biler, der importeres fra andre medlemsstater, i forhold til biler, der er købt i Grækenland,

- at der for brugte biler, der importeres til Grækenland, betales hele det særlige supplerende engangsgebyr, som om det drejede sig om nye biler,

- at de importerede brugte biler med forureningsbegrænsende teknik ikke kan blive omfattet af de nedsatte satser for den særlige forbrugsafgift

- at der foreligger en dom af 23.10.1997 (sag C-375/95) fra De Europæiske Fællesskabers Domstol mod Grækenland,

beder jeg Kommissionen oplyse, om Grækenland har rettet sig efter Domstolens dom, og hvis ikke bedes Kommissionen oplyse, hvad den har til hensigt at gøre i denne sag?

(1) EFT L 100 af 19.4.1994, s. 42.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Bolkestein

(27. marts 2002)

Kommissionen er vidende om at Grækenland opkræver afgift på biler som førstegangsregistreres med henblik på brug i dette land. På EF-rettens nuværende harmonseringsstade har medlemsstaterne principiel mulighed for at opkræve en sådan afgift.

Der er dog indledt en overtrædelsesprocedure over for Grækenland på grundlag af traktatens artikel 228 (manglende overholdelse af domstolsdom), idet det er Kommissionens opfattelse at denne afgift indebærer en forskelsbehandling af brugte biler fra andre lande, og at den er indført på trods af Domstolens dom af 23. oktober 1997 i sag C-375/95 gik Grækenland imod.

Domstolen har fastslået at det er en overtrædelse af EF-traktatens artikel 90 når den særlige nedsatte forbrugsafgift ikke gælder for importerede brugtbiler udstyret med forureningsbekæmpelsesteknologi.

I henhold til Kommissionens oplysninger ser det ud til at Grækenland i første omgang gav brugte biler samme afgiftsnedslag som det de siden 1989 havde givet nye biler fremstillet med forureningsbekæmpelsesteknologi; fra og med den 1.1.2001 genindførte Grækenland imidlertid en afgiftsmæssig forskelsbehandling ved at fastsætte en højere takst for den nye registreringsafgift, hvilket har skadet indførslen af brugte biler fra udlandet i forhold til brugte biler på det nationale marked som er fremstillet ved hjælp af samme forureningsbekæmpelsesteknologi.

Kommissionen mener således at Grækenland kun til dels har opfyldt den tidligere afsagte dom, og har af samme grund iværksat en overtrædelsesprocedure på grundlag af traktatens artikel 228 under henvisning til at dommen ikke er blevet overholdt.

For så vidt angår afskrivning af brugtbilprisen kan det anføres at Domstolens dom i 1997 medførte at Grækenland ændrede lovgivningen og indførte et nyt system for vurdering af det faktiske slid på brugte biler; på det seneste er der med domstolens dom i sagen Gomes Valente, C-393/98 af 21. februar 2001 skabt klarhed omkring den forudgående retspraksis for så vidt angår beskatningsgrundlaget for brugtbiler. Den græske ordning må tages op til ny vurdering på baggrund af denne dom. Kommissionen er for tiden i færd med at undersøge om der bør iværksættes en ny overtrædelsesprocedure på grundlag af artikel 226.