SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0229/02

af Bruno Gollnisch (NI) til Rådet

(7. februar 2002)

Om: Fortsatte vekselomkostninger i euro-zonen

Det er nu to år siden, at euroen officielt blev indført i form af checks og anvisninger, og en måned siden, at den blev indført på EU's område i form af euromønter og -sedler. Alle vekselomkostninger mellem banker i euro-zonen burde være forsvundet, men det må konstateres, at dette langt fra er tilfældet.

Checks, som er udstedt i ét euro-zoneland og indløses i et andet, er stadig omfattet af de samme bankomkostninger. Hævning af kontanter eller betalinger med Visa-kort i et andet land end udstedelseslandet er belagt med afgift, og selv internationale overførsler mellem konti er stadig omfattet af betydelige bankomkostninger, som tidligere var berettiget på grund af valutatransaktioner, som ikke længere finder sted. Disse misbrug skader princippet om fri bevægelighed for kapital og tjenesteydelser, der er fastsat i Rom-traktaten, og finansmarkedets enhed, der blev forkyndt højlydt af Maastricht-traktaten.

De fjerner den væsentligste fordel, som fremføres af tilhængerne af den fælles valuta: vekselomkostningernes bortfald.

Agter Rådet at bringe disse åbenlyse overgreb mod den frie bevægelighed for kapital og tjenesteydelser og mod princippet om finansmarkedets enhed til ophør?

Udgør det forhold, at bankomkostningerne fortsat er så høje, selv om de ikke længere er betinget af usikkerheden i forbindelse med valutatransaktioner, ikke misbrug?

Lader en udbredt anvendelse af denne praksis ikke formode, at der eksisterer ulovlige underhåndsaftaler mellem de væsentligste aktører inden for det europæiske banksystem?

Svar

(25. juni 2002)

Rådet deler det ærede parlamentsmedlems ønske om at forsvare de europæiske forbrugeres interesser.

Derfor nåede Rådet den 26. november 2001 til politisk enighed om en forordning om grænseoverskridende betalinger i euro på grundlag af et forslag, som Kommissionen havde forelagt i august 2001, efter at en undersøgelse havde afsløret, at de gennemsnitlige omkostninger ved grænseoverskridende pengeoverførsler næsten ikke havde ændret sig i adskillige år.

Teksten blev også klart støttet af Europa-Parlamentet, som Rådet i øvrigt har arbejdet nært sammen med, og det har ført til vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro(1).

Forordningen indeholder bestemmelser om elektroniske betalingstransaktioner (hævning af kontanter eller betaling med kort), hvorefter de gebyrer, som et betalingsinstitut opkræver for en grænseoverskridende transaktion, fra den 1. juli 2002 skal svare til de gebyrer, som betalingsinstituttet opkræver for en tilsvarende transaktion foretaget i den medlemsstat, hvor det pågældende kort er udstedt. Datoen er valgt under hensyntagen til fristerne for tilpasning og til den øgede arbejdsbyrde for betalingsinstitutterne i forbindelse med overgangen til euroen pr. 1. januar 2002.

Samme princip om ens gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler og overførsler inden for en medlemsstat gælder fra den 1. juli 2003, som navnlig er blevet valgt for at give mulighed for at tilvejebringe den nødvendige infrastruktur.

Både elektroniske betalingstransaktioner og pengeoverførsler er ligeledes underlagt princippet om gennemsigtige gebyrer, også når en grænseoverskridende betalingstransaktion i euro involverer en anden valuta end euroen.

Rådet har ikke fundet det hensigtsmæssigt på nuværende stadium at anvende princippet om ens gebyrer på papirchecks, da disse ifølge sagens natur ikke åbner mulighed for en lige så effektiv behandling som den, der gælder for andre betalingsmidler, især elektroniske betalinger. Derimod gælder princippet om gennemsigtige gebyrer også for checks.

Det skal også bemærkes, at da der efter den 1. januar 2002 ikke findes eurochecks, er en check nu hovedsagelig et betalingsmiddel, der anvendes inden for en medlemsstats grænser, og er i nogle medlemsstater ophørt med at eksistere.

Ifølge forordningen skal Kommissionen også senest den 1. juli 2004 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af forordningen, og navnlig om det hensigtsmæssige i at forbedre de tjenesteydelser, der tilbydes forbrugerne, gennem en styrkelse af konkurrencevilkårene for levering af tjenesteydelser inden for grænseoverskridende betalinger. Rapporten ledsages eventuelt af forslag til ændring af forordningen.

Det ærede parlamentsmedlems opmærksomhed henledes i øvrigt på, at anvendelse af konkurrencereglerne, herunder tilfælde af ulovlig aftale, er Kommissionens ansvar.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 13.