92002E0012

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0012/02 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE) til Rådet. Støtte til Meda og kultur.

EF-Tidende nr. 205 E af 29/08/2002 s. 0057 - 0058


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0012/02

af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE) til Rådet

(23. januar 2002)

Om: Støtte til Meda og kultur

Bestemmelserne i Meda I- og Meda II-forordningerne omfatter en udtrykkelig bestemmelse om fremme af det kulturelle samarbejde inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet. Hidtil har programmet Heritage, som hovedsagelig er koncentreret om partnerskabslandenes kulturarv og arkitektoniske tradition, været udtryk for denne politik.

Mener Rådet på baggrund af den nuværende politiske situation, som nødvendiggør gensidig forståelse og intensivering af forbindelserne mellem befolkningerne i Den Europæiske Union og partnerskabslandenes befolkninger, at udarbejdelse og gennemførelse af et nyt program for kulturelt samarbejde (udbredelse af kunst, historie, filosofi og religion) må anses for nødvendig? Hvis ja, mener Rådet, at der bør skabes nye strukturer og muligheder for at sætte ekstra skub i og fremme den interkulturelle dialog og samarbejdet med Euro-Middelhavspartnerlandene, så disse kan bidrage effektivt til at skabe tilnærmelse, tillid og stabilitet i området?

Svar

(13. maj 2002)

1. Rådet kan fuldt ud tilslutte sig det ærede parlamentsmedlems anbefalinger. På Euro-Middelhavs-ministermødet den 5.-6. november 2001 i Bruxelles erkendte ministrene således betydningen af Barcelona-processen som et relevant og anerkendt instrument til fremme af en jævnbyrdig dialog mellem kulturer og civilisationer. De vedtog fortsat at bekæmpe alle former for racisme, religiøse og stereotype fordomme samt at arbejde for at styrke den nuværende dialog mellem kulturer og civilisationer med særlig vægt på ungdom, uddannelse og medier.

For så vidt angår særprogrammet vedrørende kulturarven noterede ministrene sig de fremskridt, der er gjort, og bemærkede, at anden fase af programmet blev iværksat i begyndelsen af 2001. Der kunne derfor i slutningen af december 2001 undertegnes otte projekter til et beløb af ca. 17 mio. EUR, og iværksættelsen af dem skal begynde meget snart. Disse projekter dækker et meget bredt aktivitetsområde som f.eks. styrkelse af kulturarven, den fælles kulturelle hukommelse, opvurdering af knowhowstrukturerne, den fælles musikarv, kulturværdierne, navnlig de forhistoriske, fremme af bevidstheden om at arven er udelelig, samt indførelse af nye informations- og kommunikationsteknikker.

2. Siden da har det kulturelle samarbejde udgjort en af prioriteterne for det spanske formandskab, som har til hensigt på ministerkonferencen i Valencia at få vedtaget et rammeprogram, der tager sigte på at fremme dialogen mellem kulturer og civilisationer centreret omkring ungdom, uddannelse og medier.

Navnlig bemærkes følgende:

- på ungdomsområdet vil Kommissionens bestræbelser for at få iværksat anden fase af det regionale ungdomsprogram blive støttet;

- på uddannelsesområdet vil samarbejdet mellem universiteter på begge sider af Middelhavet blive styrket gennem en udvidelse af Tempus-programmet til også at omfatte Middelhavspartnerne, ligesom der vil blive ydet hjælp med ajourføring af universiteternes undervisningsforløb og tilskyndet til uddannelse og udveksling af lærere;

Med henblik herpå bør der oprettes en Euro-Middelhavs-fond, som først og fremmest skal tage sigte på undervisningen på primær- og sekundærtrinnet, og som skal have en uafhængig struktur, der specielt er rettet mod at fremme anvendelse af nye teknologier.

- på medieområdet vil der blive iværksat et regionalt program for information og kommunikation for at gøre processen mere synlig.

Endelig vil der blive afholdt et seminar den 3. juni 2002 i Wien om Euro-Middelhavs-mediernes rolle for at analysere partnernes opfattelse af hinanden og anbefale mulige aktioner, der kan indarbejdes i det fremtidige regionale kommunikations- og informationsprogram, som er nævnt ovenfor.