92001E3684

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3684/01 af Nicholas Clegg (ELDR) til Kommissionen. Dyreforsøg.

EF-Tidende nr. 172 E af 18/07/2002 s. 0113 - 0113


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3684/01

af Nicholas Clegg (ELDR) til Kommissionen

(17. januar 2002)

Om: Dyreforsøg

Agter Kommissionen at tage skridt til at indføre nye forsøg uden anvendelse af dyr i bilag V i direktivet om farlige stoffer med henblik på gennemførelsen af politikken om kemikalier?

Hvilke foranstaltninger vil der blive iværksat for at sikre, at den aktuelle udvikling hen imod validering og accept af nye forsøg uden anvendelse af dyr fremskyndes, således at de eksisterende dyreforsøg kan erstattes inden gennemførelsen af kemikaliepolitikken?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(28. februar 2002)

Kommissionen støtter udviklingen og valideringen af forsøg uden anvendelse af dyr, i særdeleshed gennem det arbejde, der udføres af det Europæiske Center for Validering af Alternative Metoder (CEVMA), som udgør en del af Det Fælles Forskningscenter. Når sådanne metoder først er valideret, inkluderes de i bilag V i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. Juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer(1). Udviklingen hen imod validering af forsøg uden anvendelse af dyr vil fortsætte både under forberedelsen og efter gennemførelsen af den nye lovgivning om kemikalier. Der vil også fortsat blive arbejdet hen imod en ændring af de eksisterende metoder med dyreforsøg i bilag V med det formål at reducere antallet af dyr, hvor dette er muligt.

Udviklingen hen imod validering af nye undersøgelsesmetoder uden anvendelse af dyr følges, for at det kan fastslås, hvilke metoder der vil stå til rådighed inden for den tidsskala, der henvises til i hvidbogen om en Strategi for en ny kemikaliepolitik(2).

(1) EFT P 196 af 16.8.1967.

(2) KOM(2001) 88 endelig udg.