92001E3382

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3382/01 af Cristiana Muscardini (UEN) til Rådet. Drab på fire journalister i Afghanistan.

EF-Tidende nr. 205 E af 29/08/2002 s. 0031 - 0032


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3382/01

af Cristiana Muscardini (UEN) til Rådet

(7. december 2001)

Om: Drab på fire journalister i Afghanistan

Den 19. november 2001 blev fire journalister dræbt i Afghanistan på vejen mellem Jalalabad og Kabul. Blandt disse var den udsendte medarbejder fra Corriere delle Sera, Maria Grazia Cutuli. Journalisterne var undervejs i en konvoj og befandt sig i den første bil, der som den eneste blev ramt af det tragiske og morderiske bagholdsangreb, og som blev skilt fra resten af konvojen. Den italienske journalists sidste artikel handlede om resultatet af en undersøgelse, hun havde foretaget sammen med en spansk journalist fra El Mundo, efter at der var fundet ampuller med nervegas i Al Qaeda-troppernes besiddelse. Chaufføren og en tolk, der rejste sammen med de fire journalister, fik lov til at flygte, og de kunne underrette om hændelsen og få resten af konvojen til at vende om. Denne omstændighed samt den kendsgerning, at intet var blevet stjålet, lader formode, at der ikke var tale om et røveri eller om en demonstrativ handling mod udenlandske journalister (en af dem var nemlig afghaner), men om en egentlig henrettelse.

Har Rådet kendskab til andre oplysninger end dem, der er offentliggjort i pressen?

Agter det at foretage en undersøgelse ved hjælp af de midler, regeringerne råder over, for at få fastslået, om det morderiske bagholdsangreb skete forsætligt og efter ordre fra nogen, der kunne have interesse i at forhindre omtalen af Al Qaedas besiddelse af kemiske våben?

Anser Rådet det ikke for hensigtsmæssigt at uddybe undersøgelsen af, om der findes eventuelle forbindelser med andre terrorgrupper eller med regeringer i andre lande med henblik på produktion af og handel med disse kemiske våben, for rettidigt at forhindre anvendelsen heraf?

Anser Rådet det ikke for nødvendigt at sørge for væbnet ledsagelse af journalister, som udfører vigtige og nødvendige informative opgaver i krigsområder?

Svar

(13. maj 2002)

1. Rådet beklager dybt drabet på fire journalister i Afghanistan den 19. november og har i sine konklusioner af 10. december 2001 mindet om, at det haster med at forbedre mediernes sikkerhed. Rådet har imidlertid ikke kendskab til andre oplysninger i forbindelse med denne hændelse end dem, der er offentliggjort i medierne.

2. I betragtning af de usikre forhold og den specielle politiske og militære situation i Afghanistan i øjeblikket kan Rådet ikke se, at EU har mulighed for at foretage en grundig undersøgelse på stedet for at få fastslået, om det morderiske bagholdsangreb, som kostede journalisterne livet, skete forsætligt og efter ordre. EU vil i alle tilfælde bestræbe sig på at indhente mere nøjagtige oplysninger om dette drab i samarbejde med medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i Kabul.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt den nye midlertidige administration i Kabul vil være i stand til selv med militæreskorte at garantere journalisternes sikkerhed på hele det afghanske område, må besvares ud fra udviklingen i de kommende uger. Permanent militær beskyttelse er ikke nødvendigvis befordrende for pressefriheden.