92001E2961

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2961/01 af Antonio Tajani (PPE-DE) til Rådet. Udtalelser fra Louis Michel imod den italienske statsminister.

EF-Tidende nr. 134 E af 06/06/2002 s. 0159 - 0159


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2961/01

af Antonio Tajani (PPE-DE) til Rådet

(5. november 2001)

Om: Udtalelser fra Louis Michel imod den italienske statsminister

Har Rådet kendskab til udtalelserne fra den belgiske udenrigsminister, Louis Michel (vist på tv-kanalen RTL-TVI og citeret i Wall Street Journal Europe den 9.10.2001), hvori han giver karakterer til de vigtigste ledere i verden?

Ved Rådet, at den belgiske udenrigsminister, hvor utroligt det end lyder, har givet samme bedømmelse af den italienske statsminister som af Taleban-regimet, og har det kendskab til de gentagne angreb fra udenrigsminister Michel, der i øjeblikket har formandskabet for EU, mod den italienske statsminister, Silvio Berlusconi?

Hvilke initiativer agter Rådet at træffe over for den belgiske udenrigsminister, Michel, som på en ubegrundet og ulovlig måde udnytter et institutionelt hverv til at angribe statsministeren i en af de medlemsstater, der har grundlagt Den Europæiske Union, og således med sine ord alvorligt sårer ikke blot statsministeren, men også den italienske stat og dens borgere?

Svar

(14. februar 2002)

Det tilkommer ikke Rådet at tage stilling til Louis Michels udtalelser. Under alle omstændigheder udtalte Louis Michel sig på egne vegne og ikke i sin egenskab af formand for Rådet for Den Europæiske Union.