92001E2851

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2851/01 af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen. Det nederlandske undervisningsministeriums anvendelse af ESF-midler som kompensation for besparelser på budgettet.

EF-Tidende nr. 134 E af 06/06/2002 s. 0125 - 0126


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2851/01

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. oktober 2001)

Om: Det nederlandske undervisningsministeriums anvendelse af ESF-midler som kompensation for besparelser på budgettet

1. Er Kommissionen bekendt med forlydender om eventuelle fejl, som det nederlandske ministerium for undervisning, kultur og videnskab skulle have begået i forbindelse med anvendelse af ESF-midler til fordel for lærlingeuddannelsen og projekter med henblik på at forhindre, at de unge forlader skolen for tidligt?

2. Kan Kommissionen oplyse, hvilken nederlandsk instans i sidste ende var ansvarlig for at dirigere disse ESF-midler til det nederlandske undervisningsministerium?

3. Kan Kommissionen oplyse, hvilke beløb i ESF-midler der siden 1995 via undervisningsministeriet er anvendt til undervisningsprojekter? Hvem var ansvarlig for kontrollen hermed?

4. Er Kommissionen bekendt med, at det i disse meddelelser hævdes, at der fra 1995 er anvendt ESF-midler som kompensation for besparelser på undervisningsministeriets budget til et beløb på 200 mio. HFL?

5. Mener Kommissionen, at anvendelsen af disse midler til den i pkt. 4 nævnte kompensation opfylder kriterierne for anvendelse af ESF-midler, f.eks. med hensyn til additionalitet og medfinansiering? I benægtende fald er det for Kommissionen en anledning til en nærmere undersøgelse?

6. Er der bortset fra socialministeriet og undervisningsministeriet andre nederlandske ministerier, der bruger ESF-støtte? I bekræftende fald, hvilke?

7. Er ovennævnte for Kommissionen en anledning til også at foretage en nærmere undersøgelse af disse projekter?

8. Hvis der konstateres uregelmæssigheder, er disse i så fald allerede medregnet i den procedure i henhold til artikel 24, som Kommissionen allerede har indledt?

Kilde: Radio NOS 1 (nyhedsudsendelse af 1. september 2001: kl. 8.04 9.00).

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(19. december 2001)

1. til 4. Kommissionen har læst rapporter i den nederlandske presse om, at ministeriet for undervisning, kultur og videnskab muligvis har begået fejl i forbindelse med anvendelsen af ESF-midler. Den nederlandske regering har udpeget ministeriet for undervisning, kultur og videnskab som den endelige modtager af ESF-midler. Det beløb, der var reserveret for dette ministerium ifølge de finansoversigter, de nederlandske myndigheder forelagde for tilsynsudvalget for mål 3, lå på mellem 40 og 50 mio. nederlandske gylden pr. år. Det er imidlertid ikke på dette stadium kendt, nøjagtig hvor meget ministeriet vil bruge. Dette vil først stå klart, når de nederlandske myndigheder har forelagt deres endelige betalingsrapport. Kontrollen i første led skal foretages af arbejdsformidlingsmyndighederne, hvorefter ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse foretager kontrol i andet led. Kommissionen har noteret sig rapporterne i den nederlandske presse om brugen af ESF-midler som kompensation for besparelser i ministeriet for undervisning, kultur og videnskab.

5. Kommissionen har på dette stadium ingen grund til at formode, at reglerne om additionalitet, som under alle omstændigheder vedrører de samlede offentlige udgifter til en aktiv arbejdsmarkedspolitik, blev krænket. Der er imidlertid nu opstået tvivl om, om det samme kan siges for udgiftserklæringernes vedkommende. ESF-kontoret i ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse har på eget initiativ indledt en undersøgelse, som Kommissionen følger meget nøje. Hvis Kommissionen ikke skulle være tilfreds med, hvordan de nederlandske myndigheder behandler denne sag, kan den eventuelt beslutte sig til selv at indlede en undersøgelse.

6. Også justitsministeriet, indenrigsministeriet og ministeriet for sundhed, velfærd og sport har modtaget midler fra ESF.

7. og 8. ESF-kontoret i ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse har på eget initiativ indledt en undersøgelse, og det afhænger af resultatet heraf, om Kommissionen vælger at indlede sin egen undersøgelse. Svaret på spørgsmål 8 afhænger ligeledes af resultatet af ESF-kontorets undersøgelse.