92001E2599

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2599/01 af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Driften af Olympic Airways: Privatisering og statsstøtte.

EF-Tidende nr. 093 E af 18/04/2002 s. 0169 - 0169


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2599/01

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(19. september 2001)

Om: Driften af Olympic Airways: Privatisering og statsstøtte

Efter de to mislykkede programmer for omstrukturering af det forgældede Olympic Airways (O.A.), hvortil der var blevet ydet statsstøtte af et omfang på ca. en mia. drakmer, ændrede den græske regering sin oprindelige beslutning om at privatisere selskabet gennem en konkurs og opsplitning af selskabet i to selskaber (et aktivt og et passivt) og udbød i maj 2001 majoritetspakken offentligt til salg. Selvom den højestbydende fik tilsagn efter vurdering af de indkomne tilbud, er salgsforhandlingerne stadig ikke indledt. I betragtning af, at der foreligger mange uafklarede punkter i forbindelse med fællesskabsretten, og eftersom den fortsatte drift af Olympic Airways under de givne betingelser vil medføre ny gæld, krav om statsstøtte samt konkurrenceforvridning, bedes Kommissionen besvare følgende:

1. Har den græske regering overholdt de forpligtelser, som den i henhold til de to omstruktureringsprogrammer har over for Den Europæiske Union, og hvis ikke, hvilke forpligtelser er ikke overholdt?

2. Hvor store beløb i form af statsstøtte eller anden form for støtte fik selskabet tildelt i 2000 og 2001, og blev denne støtte, såsom f.eks. betalingen af O.A.'s gæld til organisationen for lufthavnen i Spata gennem rentefri lån, som blev ydet af den græske stat, meddelt Kommissionen og godkendt af denne i henhold til fællesskabsbestemmelserne?

3. Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet over for de græske myndigheder med henblik på for det første at sikre, at privatiseringsprocessen fremskyndes, og for det andet, at salget af selskabet sker efter gennemskuelige regler, og at der forelægges oplysninger såsom officielle årsregnskaber fra 1999 og 2000?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(25. oktober 2001)

Kommissionen har nøje fuldt den igangværende privatiseringsproces af Olympic Airways, siden den startede i december 2000. Den har i denne forbindelse fremhævet over for de græske myndigheder, at privatiseringsforløbet fuldt ud skal overholde principperne for gennemsigtighed, neutralitet og ikke diskrimination, og at både processen og selve transaktionen ikke må omfatte nogen statsstøtte. De græske myndigheder har erklæret, at privatiseringsaftalen vil blive behørigt notificeret til Kommissionen.

På baggrund af en klage har Kommissionen anmodet de græske myndigheder om tydeliggørelse af forskellige aspekter af selskabets nuværende situations overensstemmelse med Kommissionens tidligere beslutninger i statsstøttesager, og i en nylig brevveksling spurgte den om betaling af forskellige beløb siden dens beslutning i 1998. Efter det første svar fra de græske myndigheder i. august forventer Kommissionen at modtage mere detaljerede oplysninger inden udgangen af oktober. Kommissionen vil derfor først herefter være i stand til at besvare det ærede medlems spørgsmål i detaljer.