92001E1919

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1919/01 af Francesco Fiori (PPE-DE) til Kommissionen. Nøddeproducentsammenslutningernes støttesituation.

EF-Tidende nr. 081 E af 04/04/2002 s. 0075 - 0076


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1919/01

af Francesco Fiori (PPE-DE) til Kommissionen

(28. juni 2001)

Om: Nøddeproducentsammenslutningernes støttesituation

Nøddemarkedet i regionen Piemonte er overordentligt aktivt, producenterne har sluttet sig sammen i to sammenslutninger (Asprocor og Ascopiemonte) og har indgået spændende handelsaftaler med forarbejdningsindustrien og sukkervareindustrien.

Disse sammenslutninger hjælper medlemsproducenterne via operative planer med produktionen og markedsføringen af nødder med betydelig succes.

Desværre er denne succes påvirket af, at der for øjeblikket hersker ulighed mellem medlemmerne, afhængig af om de tilhører den ene eller den anden sammenslutning.

Asprocor, der er anerkendt i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1035/72(1) er omfattet af en forbedringsplan (forordning (EØF) nr. 2159/89)(2) for så vidt angår ca. 100 medlemmer, som for øjeblikket kan udvides til at omfatte samtlige medlemmer, hvilket svarer til at hvert medlem modtager ca. 200 EUR om året i de næste 6-7 år.

Ascopiemonte, der er anerkendt i henhold forordning (EF) nr. 2200/96(3) med en relevant operativ plan, kan imidlertid kun modtage begrænset støtte, der obligatorisk er afhængig af omsætningen samt samme forordnings bestemmelser. Den kan f.eks. ikke modtage den støtte, der ydes i forbindelse med forbedringsplanen i henhold til forordning (EØF) nr. 2159/89.

Kan Kommissionen derfor undersøge denne komplicerede situation og finde frem til den bedste løsning, således at de to sammenslutninger får lige meget støtte, bl.a. for at forhindre at mange medlemmer forlader sammenslutningen, hvorved de handelsmæssige mål man har nået bringes i fare?

(1) EFT L 118 af 20.5.1972, s. 1.

(2) EFT L 207 af 19.7.1989, s. 19.

(3) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(4. september 2001)

Kommissionen noterer sig den positive udvikling i regionen Piemonte, hvor udbuddet nu er fordelt på to producentorganisationer.

Ifølge forordning (EF) nr. 2200/96 kan begge organisationer få støtte gennem driftsfonde, og der er også mulighed for finansiering via programmer for udvikling af landdistrikterne.

De særlige foranstaltninger for nødder og johannesbrød i henhold til forordning (EØF) nr. 2159/89 blev indført i 1989 som en midlertidig foranstaltning for at forbedre produktion og afsætning over en tiårsperiode. Ordningen blev ophævet ved forordning (EF) nr. 2200/96. Eksisterende planer får dog lov til at fortsætte, indtil de udløber, og kan også udvides en gang i løbet af tiårsperioden gennem optagelse af nye medlemmer og arealer.

Det var muligt at få adgang til ordningen med forbedringsplaner i henhold til forordning (EØF) nr. 2159/89 i en syvårsperiode fra 1989 til 21. november 1996, som var den dato, hvor forordning (EF) nr. 2200/96 trådte i kraft. I den periode var alle producentorganisationer berettiget til at indgive en forbedringsplan. Da forordning (EF) nr. 2200/96 ikke giver mulighed for godkendelse af nye forbedringsplaner, er Ascopiemonte ikke berettiget til at påbegynde en ny forbedringsplan.

For at drage fordel af bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 2159/89 ville producenterne i Ascopiemonte være nødt til at tilslutte sig en anden producentorganisation, som forlængede sin forbedringsplan.

De to organisationer kunne også overveje en sammenslutning uden nogen relation til forbedringsplanen. Skønt dette ikke ville give hasselnøddeproducenterne i Ascopiemonte ret til at deltage i Asprocor's forbedringsplan, så kunne der være fordele ved en sammenslutning, specielt stordriftsfordele. Gennem driftsfondene er der adgang til EF-midler til dækning af de administrative og juridiske omkostninger ved en sådan sammenslutning.