SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1913/01 af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen. Fællesforetagender i fiskerisektoren på tunesiske fangstpladser.
EF-Tidende nr. 364 E af 20/12/2001 s. 0221 - 0222
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1913/01 af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen (28. juni 2001) Om: Fællesforetagender i fiskerisektoren på tunesiske fangstpladser Efter det møde, der er blevet afholdt i Madrid mellem Tunesiens ambassadør og borgmesteren i den andalusiske kommune, Algeciras, står det klart, at Tunesien er åben over for enhver form for virksomhedssamarbejde, som vil gøre det muligt for spanske fiskere at drive fangst i dets farvande. Af de faciliteter, som den tunesiske regering har tilbudt de spanske fiskere med henblik på oprettelse af fællesforetagender, kan nævnes: total skattefrihed i løbet af de første ti år, statsstøtte på op til 30 % af begyndelsesinvesteringer og nedsættelser af brændstofpriser og havneafgifter samt mulighed for at afsætte 100 % af fangsten i udlandet. Fællesforetagenderne skulle udgøres af 66 % spansk kapital, mens den resterende del skulle være tunesisk. I hvilket omfang vil Kommissionen være indstillet på at ratificere en aftale af denne karakter og at arbejde for, at den realiseres, så der kan findes et alternativ til den vanskelige løsning, som de spanske fiskere befinder sig i? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler (31. juli 2001) Kommissionen kender fuldt ud den vanskelige situation, mange EU-fiskere befinder sig i. Hverken Tunesien eller nogen af medlemsstaterne har på det seneste (i det seneste par år) over for Kommissionen givet udtryk for interesse i en eventuel fiskeriaftale mellem EU og Tunesien. Kommissionen ønsker også at erindre det ærede parlamentsmedlem om, at Rådet den 5. februar 1979(1) vedtog et sæt supplerende direktiver for Kommissionen med henblik på forhandlinger om en fiskeriaftale med Tunesien. Hvis en berørt part over for Kommissionen gav udtryk for interesse i en eventuel aftale, kunne Kommissionen overveje at tage kontakt til Tunesien og undersøge grundlaget for at indlede formelle forhandlinger. Sideløbende hermed kunne Kommissionen også foreslå Rådet at ajourføre forhandlingsdirektiverne, således at de bedre afspejler de aktuelle omstændigheder. (1) Nr. 4600/79, 2.2.1979.