SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1760/01 af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Miljølovgivning: Opfyldelse af Domstolens dom i sag C-387/97 og de græske myndigheders betaling af en tvangsbøde.
EF-Tidende nr. 093 E af 18/04/2002 s. 0026 - 0027
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1760/01 af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen (12. juni 2001) Om: Miljølovgivning: Opfyldelse af Domstolens dom i sag C-387/97 og de græske myndigheders betaling af en tvangsbøde Med EF-Domstolens dom af 4. juli 2000 (C-387/97) dømtes Den Hellenske Republik til at betale en tvangsbøde på 20 000 EUR pr. dag for hver dag, forsinkelsen med at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme Domstolens dom af 7. april 1992 (C-45/91 Kommissionen mod Grækenland) havde varet, eftersom Grækenland ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til bortskaffelse af affald i fast form i Chania-området uden at bringe menneskers sundhed i fare og beskadige miljøet, og fordi det ikke havde gennemført alle de foranstaltninger, det ville kræve at opfylde denne dom. Ifølge oplysninger fra Kommissionen er der siden den dag, hvor dommen blev afsagt (4. juli 2000) og til maj 2001 i alt blevet betalt 4 780 mio. EUR af de 5 400 mio. EUR, som blev krævet, og idet betalingen af tvangsbøden til kontoen for Den Europæiske Unions egne indtægter fortsætter, hævder de græske myndigheder, at de har truffet samtlige nødvendige foranstaltninger til efterkommelse af dommen. Hvilke konkrete foranstaltninger har de græske myndigheder truffet for at sikre, at affaldet bortskaffes i Chania-området uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades, som det er foreskrevet i artikel 4 i direktiv 75/442/EØF(1) om affald, idet de endnu ikke har udarbejdet planer for bortskaffelse af affald i henhold til artikel 6 i direktiv 75/442/EØF eller programmer for bortskaffelse af giftigt og farligt affald i henhold til artikel 12 i Rådets direktiv 78/319/EØF(2) om giftigt og farligt affald? Hvordan vil Kommissionen konstatere, at overtrædelsen er ophørt, og at de græske myndigheder har opfyldt Domstolens dom i sag C-387/97? Vil det blive krævet, at skaden på miljøet udbedres, og hvis ja, i hvor stort omfang vil dette være muligt i det pågældende område? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe, så der i lignende tilfælde i fremtiden, hvor Domstolen dømmer en medlemsstat til at betale en tvangsbøde, findes procedurer for overvågning og vurdering af de foranstaltninger, der skal træffes for at opfylde Domstolens domme? (1) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39. (2) EFT L 84 af 31.3.1978, s. 43. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström (18. september 2001) Efter Domstolens dom af 4. juli 2000 (sag nr. C-387/97), i henhold til hvilken der pålagdes Grækenland en tvangsbøde på 20 000 EUR pr. dag som følge af landets manglende efterkommelse af dommen af 7. april 1992, har Grækenland betalt et samlet beløb på i alt 5 400 000 EUR for perioden fra den 4. juli 2000 til udgangen af marts 2001. De græske myndigheder har givet officiel meddelelse om vedtagelse af regionale planer for forvaltning af fast affald og farligt affald fra Chania-området, lukning af den ulovlige losseplads i Kouroupitos samt idriftsætning af et midlertidigt anlæg til behandling og oplagring af affald i Messomouri, mens man afventer idriftsættelsen af det endelige genvindings- og bortskaffelsesanlæg. Ifølge en ekspertrapport er det verificeret, at der faktisk er truffet de foranstaltninger, som de græske myndigheder har givet oplysning om; på grundlag af denne rapport har Kommissionen for nylig besluttet at afslutte denne overtrædelsesprocedure. Kommissionen vil ligeledes behandle spørgsmålet om retablering af området. Kommissionen forbeholder sig ret til at indlede en ny overtrædelsesprocedure, dersom den skønner, at områdets nuværende tilstand udgør en overtrædelse af fællesskabslovgivningen om affald. Kommissionen vil gerne erindre det ærede medlem om, at det i den pågældende retssag er første gang, Domstolen har afsagt dom efter artikel 228 (tidl. artikel 171) i EF-traktaten og pålagt en medlemsstat en tvangsbøde. De praktiske erfaringer, der er gjort under denne sag, vil blive taget i betragtning ved tilsvarende fremtidige sager.