SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1718/01

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. juni 2001)

Om: Forskellige fortolkninger i de enkelte medlemsstater for så vidt angår deltagelse eller udelukkelse af individuelle revisorer og miljørevisorer i forbindelse med anvendelse af EMAS-ordningen

1. Husker Kommissionen, at Europa-Parlamentet ved behandlingen af forordningen om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) under de to første behandlinger vedtog et ændringsforslag, der gik ud på, at de store verifikationsinstitutioner mistede deres monopolstilling som EMAS-verifikatører, således at også selvstændige revisorer og miljørevisorer kunne varetage denne opgave, men at denne del ikke indgår i den tekst, der blev vedtaget den 14. februar 2001 under tredjebehandling via forligsproceduren?

2. Kan Kommissionen bekræfte, at praksis i de enkelte medlemsstater stadig varierer, således at der i Tyskland anvendes individuelle revisorer, mens store institutioner i Nederlandene og Danmark søger af hindre dette?

3. Er Kommissionen bekendt med, at hindringerne i Nederlandene skabes af Raad voor Accreditatie og i dettes kølvand af Stichting Cöordinatie Certificatie Milieuzorgsystemen, der har mulighed for at holde omkring firs miljørevisorer uden for de certificerende institutioners lukkede bolværk?

4. Er Kommissionen nu bekendt med det nederlandske lovforslag nr. 27683, der skal ændre den nederlandske miljøforvaltningslovs artikel 12 i forbindelse med revisionen af EMAS-forordningen, men ikke tager hensyn til den ved EMAS-forordningen skabte frihed til at udbyde tjenesteydelser? Mener den, at dette lovforslag er i overensstemmelse med forordningens sigte?

5. Hvordan fortolker Kommissionen den måde, hvorpå individuelt aktive revisorer og miljørevisorer fremover kan inddrages i eller udelukkes fra disse aktiviteter. Gælder fremover den tyske fortolkning eller den nederlandsk/danske, eller accepterer Kommissionen, at der i de forskellige medlemsstater i praksis fortsat findes forskellige ordninger med forskellige konsekvenser for denne erhvervsgruppes retlige stilling?

6. Vil Kommissionen lade disse forskellige fortolkninger af forordningen i de forskellige medlemsstater fortsætte fremover? Hvordan og hvornår påtænker den i benægtende fald at løse dette problem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(26. juli 2001)

1. og 2. EMAS-forordningen har hverken i sin oprindelige(1) eller i sin reviderede udgave(2) begrænset adgangen til erhvervet som EMAS-miljøverifikator til kun at gælde institutioner. Tværtimod præciserer EMAS-forordningen, at landede gennem deres egne godkendelsesordninger kan akkreditere både institutioner og enkeltpersoner som verifikatorer(3).

Denne valgmulighed for medlemsstaterne er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og åbner bl.a. mulighed for, at de kan tilgodese allerede eksisterende miljøcertificeringsstrukturer. Hvilken løsning den pågældende medlemsstat end måtte vælge ved etableringen af sin godkendelsesordning, skal de godkendte miljøverifikatorer under alle omstændigheder være uafhængige i forhold til de aktiviteter, de verificerer.

Endelig skal det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001.(4) har tolv måneder fra forordningens ikrafttræden til at indføre funktionsdygtige godkendelsesordninger. Det er derfor vanskeligt allerede nu at sige noget om, hvilket valg de vil træffe med hensyn til akkreditering af institutioner og enkeltpersoner som EMAS-verifikatorer.

Det er derfor på indeværende tidspunkt ikke muligt at bekræfte påstanden om, at nogle verifikationsinstitutioner skulle hindre enkeltpersoner i at opnå EMAS-akkreditering.

3. Begrebet miljøverifikator stammer udelukkende fra EMAS-forordningen, hvorfor henvisningen til de 80 verifikatorer, der skulle blive nægtet adgang til erhvervet som verifikator, ikke er helt klar. Enten gælder det virkelig 80 miljøverifikatorer, som er anerkendt i henhold til EMAS-forordningen, eller også drejer det sig om personer med anden kompetence, for hvilke betingelserne for udøvelse af deres profession ikke henhører under EMAS-forordningen. I denne forbindelse skal det bemærkes, at fællesskabsregistret over godkendte miljøverifikatorer kun rummer seks fra Nederlandene.

4. Kommissionen har endnu ikke modtaget det nævnte udkast til nederlandsk lov og kan derfor ikke udtale sig om, hvorvidt det er foreneligt med bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 761/2001.

5. og 6. Som nævnt under pkt. 1 og 2, er det i henhold til forordning (EF) nr. 761/2001 op til medlemsstaterne selv at afgøre, om de vil godkende institutioner eller enkeltpersoner eller begge dele som miljøverifikatorer. Udnyttelse af denne mulighed kan altså ikke forstås som forskelle i udlægningen af forordningen. Hvorom alting er, kan en miljøverifikator - det være sig en institution eller en enkeltperson - som er godkendt i en given medlemsstat, udøve sine funktioner i samtlige medlemsstater ifølge princippet om fri ret til udøvelse af serviceydelser, hvilket for øvrigt fastslås i artikel 4, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 761/2001.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1836/93 af 29. juni 1993 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøstyring om miljørevision (EMAS), EFT L 168 af 10.7.1993.

(2) EFT L 114 af 24.4.2001.

(3) Jf. bilag III A til forordning (EØF) nr. 1836/93 og bilag V 5.1 til forordning (EF) nr. 761/2001.

(4) EFT L 114 af 24.4.2001.