92001E1451

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1451/01 af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen. Vejtransport af farligt gods.

EF-Tidende nr. 364 E af 20/12/2001 s. 0115 - 0116


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1451/01

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. maj 2001)

Om: Vejtransport af farligt gods

I Grækenland overtrædes loven om vejtransport af farligt gods ifølge avisartikler til trods for, at den blev sat i kraft for et år siden, af et stort antal virksomheder, der producerer og afsætter kemiske produkter, med det resultat, at der på vejene foregår farlige transporter uden de påkrævede særlige advarselsmærker og ofte uden sikkerhedsforholdsregler.

Der angives følgende årsager til disse forsømmelser:

- den omstændighed, at de fleste virksomheder, der afsætter varer, har en begrænset økonomisk formåen, der gør det umuligt for dem at ansætte det nødvendige videnskabeligt uddannede personale (kemikere) til vurdering af de pågældende varer,

- politiets ringe kendskab til området for farlige stoffer, og

- den forsinkede uddannelse af personalet i det nationale center for kemiske produkter, som ville kunne bidrage til gennemførelsen af systematisk kontrol.

Er der planer om supplerende foranstaltninger med henblik på at hjælpe transportvirksomhederne med at tilpasse sig de nye vilkår og med henblik på uddannelse af politifolk inden for de særlige nødvendige områder samt styrke den statslige kemistyrelse i arbejdet med konstatering, klassificering, kategorisering og registrering af det farlige gods, der transporteres ad landevejen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. juli 2001)

Transport af farligt gods ad vej i Fællesskabet er omfattet af Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej(1) med senere ændringer, hvormed der er indført harmoniserede bestemmelser for transport af farligt gods mellem medlemsstaterne såvel som for indenlandsk transport i medlemsstaterne.

I forbindelse med direktiv 94/55/EF og med henblik på yderligere at højne sikkerhedsniveauet inden for transport af farligt gods samt sikre, at der foretages en tilstrækkelig og harmoniseret kontrol, vedtog Rådet den 6. oktober 1995 direktiv 95/50/EF om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej(2).

Endvidere spiller sikkerhedsrådgiverne en vigtig rolle for sikkerheden i forbindelse med transport af farligt gods. Disse er udpeget i henhold til Rådets direktiv 96/35/EF af 3. juni 1996 om udpegelse af og faglige kvalifikationer for sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods med jernbane, ad vej eller indre vandveje(3).

I Grækenland fandtes der ingen national lovgivning vedrørende transport af farligt gods før vedtagelsen af fællesskabslovgivningen. Hele lovgivningskomplekset vedrørende transport af farligt gods blev indført i Grækenland med forsinkelse, og der er blevet iværksat en række overtrædelsesprocedurer imod Grækenland. Nu er det meste af lovgivningen trådt i kraft og den praktiske gennemførelse undervejs.

Kommissionen er klar over, at denne lovgivning samt håndhævelsen heraf er meget kompleks, og at den kræver betydelige ressourcer, men samtidig er dette et anliggende for de enkelte medlemsstater selv. Rent faktisk findes der ingen finansielle midler på det begrænsede transportsikkerhedsbudget til denne art særlige aktioner.

På den anden side nærer Kommissionen tiltro til, at især den nylige gennemførelse i Grækenland af direktiv 95/50/EF om kontrolprocedurer(4) og 96/35/EF om sikkerhedsrådgivere(5) og de praktiske foranstaltninger i forbindelse hermed i nær fremtid vil forbedre situationen.

(1) EFT L 319 af 12.12.1994.

(2) EFT L 249 af 17.10.1995.

(3) EFT L 145 af 19.6.1996, suppleret med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/18/EF af 17. april 2000 om minimumseksamenskravene til sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje (EFT L 118 af 19.5.2000).

(4) Gennemført i Grækenland ved præsidentdekret nr. 256/99, græske statstidende nr. 209 af 11.10.1999.

(5) Gennemført i Grækenland ved ministeriel bekendtgørelse nr. 64834 - 5491 af 13.10.2000 om gennemførelse i græsk lovgivning af Rådets direktiv 96/35/EF af 3. juni 1996 om udpegelse af og faglige kvalifikationer for sikkerhedsrådgivere for transport med jernbane eller ad vej eller indre vandveje af farligt gods samt af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 17. april 2000 om minimumskravene for sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport med jernbane eller ad vej eller indre vandveje af farligt gods.