92001E1344(01)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1344/01 af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen. Handel med cigaretter.

EF-Tidende nr. 318 E af 13/11/2001 s. 0007 - 0008


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1344/01

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(4. maj 2001)

Om: Handel med cigaretter

Med Kommissionens sagsanlæg mod to amerikanske tobaksfabrikanter står import og eksport af cigaretter igen i begivenhedernes centrum. Der hersker ikke klarhed over omfanget af handelen med (og smuglerierne af) cigaretter.

I svaret på forespørgsel nr. E-3720/00(1) af 30. november 2000 oplyste Kommissionen den 18. januar, at den er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet og skal meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

Derfor bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

1. Hvor mange cigaretter konfiskerede de enkelte medlemsstater i 1997, 1998 og 1999?

2. Hvilke cigaretmærker var de fem mest konfiskerede i EU i 1997, 1998 og 1999, opstillet i rækkefølge efter omfang?

3. Hvilke medlemsstater har i perioden 1997-1999 eksporteret cigaretter til Cypern? (oplyst efter år, medlemsstat og antal cigaretter).

4. Hvilke medlemsstater har i perioden 1997-1999 eksporteret cigaretter til Jugoslavien? (oplyst efter år, medlemsstat og antal cigaretter).

5. Fra hvilke lande blev der importeret cigaretter til EU i perioden 1997-1999 via havnen i Antwerpen? (oplyst efter år, oprindelsesland og antal cigaretter).

6. Til hvilke lande uden for Den Europæiske Union blev der fra Belgien eksporteret cigaretter i perioden 1997-1999? (opgjort efter år, bestemmelsesland og antal cigaretter).

(1) EFT C 151 E af 22.5.2001, s. 204.

Samlet supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer på skriftlige forespørgsler E-3720/00 og E-1344/01

(22. maj 2001)

Kommissionen vil på grundlag af det foreliggende statistiske materiale, som den ikke hæfter for, understrege følgende:

- Der beslaglægges hvert år flere mia. cigaretter.

- I tidsrummet 1997-1999 fremstår Italien i hvert af disse år som den medlemsstat, hvor der beslaglægges flest cigaretter (i 1999 næsten 30 % af alle de cigaretter, der blev beslaglagt i Fællesskabet).

- I tidsrummet 1997-1999 er antallet af cigaretter, der beslaglægges i Fællesskabet, steget med 215 %. Denne stigning fordeler sig dog uens på de forskellige medlemsstater. I det korte tidsrum var stigningen i Belgien på 2 701 % fulgt af Nederlandene (1 899 %) og Finland (1 570 %).

Blandt de cigaretmærker, der fremstilles i medlemsstaterne, var det største antal cigaretter, der blev beslaglagt i 1999 af følgende mærker i rækkefølge: Regal, Superkings, West og Benson & Hedges. Blandt de cigaretmærker, der fremstilles uden for Fællesskabet blev der i 1999 beslaglagt flest cigaretter af mærket Marlboro.

Kommissionen vil desuden understrege, at Antwerpen er en af de havne i verden, hvor der losses og lastes flest cigaretter.

I lyset af ovennævnte tal som svar på mere specifikke spørgsmål vedrørende cigareteksporten sender Kommissionen disse direkte til det ærede medlem og Europa-Parlamentets sekretariat. Disse tal, der er fundet via databaser, er måske ikke udtømmende, og Kommissionen hæfter ikke for dem.