92001E1255

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1255/01 af Bart Staes (Verts/ALE) til Rådet. Den Europæiske Unions holdning til fremme af amning.

EF-Tidende nr. 364 E af 20/12/2001 s. 0069 - 0070


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1255/01

af Bart Staes (Verts/ALE) til Rådet

(27. april 2001)

Om: Den Europæiske Unions holdning til fremme af amning

Direktiv 91/321/EØF(1) af 14. maj 1991 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn er en overtagelse af den internationale markedsføringskodeks for spædbørnskost. Denne kodeks blev udfærdiget af Verdenssundhedsorganisationen og Unicef og vedtaget af WHO's generalforsamling i 1981.

I resolution 49.15 slår Verdenssundhedsorganisationen til lyd for supplerende foranstaltninger mod afsætningsfremme af modermælkserstatninger til spædbørn under seks måneder, således at kvinder tilskyndes til at fortsætte amningen. Forrige år blev der udarbejdet en ny resolution, men på grund af forsinkelser vil drøftelsen om den eventuelle opretholdelse af den seksmåneders aldersgrænse først finde sted i indeværende år på generalforsamlingen i maj.

Vil Rådet på førstkommende generalforsamling i Verdenssundhedsorganisationen slå til lyd for supplerende foranstaltninger mod afsætningsfremme af modermælkserstatninger til spædbørn under seks måneder som foreslået i resolution 49.15? Hvorfor ønsker Rådet i benægtende fald ikke at gennemføre Verdenssundhedsorganisationens resolution 49.15 i betragtning af amningens betydning for folkesundheden?

(1) EFT L 175 af 4.7.1991, s. 35.

Svar

(27. september 2001)

Den resolution, som det ærede parlamentsmedlem omtaler, blev vedtaget ved konsensus på Verdenssundhedsforsamlingens 5. samling i maj måned i år. Forsamlingen hilste EU's holdning til spørgsmålet velkommen.

I WHO's resolution opfordres medlemsstaterne udtrykkeligt til at sikre global overensstemmelse med den internationale markedsføringskode for modermælkserstatninger og senere resolutioner fra Verdenssundhedsforsamlingen for så vidt angår etikettering og alle former for reklame og handelsfremstød.

Ansvaret for at gennemføre en sådan resolution påhviler WHO's medlemsstater, sådan som det er tilfældet i forbindelse med alle WHO's resolutioner.