92001E0851

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0851/01 af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen. Eurolandenes budgetsituation.

EF-Tidende nr. 340 E af 04/12/2001 s. 0106 - 0107


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0851/01

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(22. marts 2001)

Om: Eurolandenes budgetsituation

Kommissionen bedes på grundlag af de disponible økonometriske modeller skønne, hvilken virkning en stramning eller lempelse på 1 procentpoint af den strukturelle (konjunkturkorrigerede) budgetsituation i de enkelte eurolande har på rentesatserne i euroområdet.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(27. juni 2001)

Kommissionen har ikke regnet på, hvordan renten i euroområdet påvirkes af ændringer i den strukturelle budgetstilling i de enkelte lande i euroområdet.

I Kommissionens økonomiske model fortrænger permanente ændringer i den offentlige gæld privatforbruget og fører til en højere realrente på lang sigt. Hvor meget renten stiger, afhænger først og fremmest af, hvor følsomt forbruget er over for ændringer i renten. Der er ikke enighed blandt fagfolk om, hvordan den offentlige gæld påvirker renten, og resultaterne af empiriske undersøgelser er modstridende. De undersøgelser, der er gennemført for at afprøve teorien om rikardiansk ækvivalens, har ikke givet endegyldige resultater. Visse undersøgelser understøtter denne teori og viser altså ikke nogen korrelation mellem den offentlige gæld og renten. Tanzi og Chalk(1) undersøgte imidlertid EU som helhed og konstaterede for perioden 1970-1998, at en stigning i den offentlige gæld i procent af bruttonationalproduktet (BNP) på 10 procentpoint fører til en stigning i realrenten på 0,6 procentpoint. At gældsniveauet påvirker renten på EU-plan tyder på, at ændringer i gælden for et område som helhed påvirker renten mere end de enkelte landes gæld. Ser man isoleret på perioden 1980-1998, er virkningen dog langt mindre, nemlig på 0,1 procentpoint.

De simuleringer, der er foretaget med Kommissionens økonomiske model, hvori rikardiansk ækvivalens ikke antages at gøre sig gældende på lang sigt, tyder på, at en permanent stigning i gælden i procent af BNP på 10 procentpoint på lang sigt kan føre til en stigning i realrenten på mellem 0,2 og 0,3 procentpoint.

(1) V. Tanzi og N. Chalk: Impact of Large Public Debt on Growth: a Discussion of Potential Channels, EE R&S nr. 2, 2000.