92001E0785

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0785/01 af Sebastiano Musumeci (UEN) til Kommissionen. Import af fisk til EU.

EF-Tidende nr. 261 E af 18/09/2001 s. 0195 - 0196


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0785/01

af Sebastiano Musumeci (UEN) til Kommissionen

(7. marts 2001)

Om: Import af fisk til EU

I år 2000 blev der importeret 405 000 t fisk til Italien, hvoraf 56 % stammede fra lande i EU og de resterende 44 % fra tredjelande, bl.a. Argentina, Marokko, Thailand og Colombia.

Da ca. en fjerdedel af de importerede fisk fra sidstnævnte lande er opdrættede fisk, og da der eksisterer fællesskabsbestemmelser vedrørende sundhedssikkerheden i de bassiner på EU's territorium, der anvendes til fiskeopdræt, bedes Kommissionen give følgende oplysninger:

1. Føres der kvalitets- og sundhedskontrol med de fisk, der importeres fra tredjelande?

2. Har Kommissionen i de fiskeriaftaler, der er indgået med tredjelande, forudset foranstaltninger i lighed med dem, der gælder i EU, med henblik på at sikre et højt sundhedsniveau?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(2. maj 2001)

Import af fiskerivarer fra tredjelande er siden 1991 underlagt bestemmelserne i Rådets direktiv 91/493/EØF af 22. juli 1991 om sundhedsmæssige betingelser for produktion og afsætning af fiskerivarer(1).

1. I dette direktiv er der fastsat sundhedsmæssige betingelser og kontroltjek af fiskerivarer, der markedsføres i Fællesskabet. Dette vedrører både EF-produktionen og importen fra tredjelande. I direktivet er det fastsat, at de sundhedsmæssige betingelser for import af fiskerivarer fra tredjelande mindst skal svare til dem, der gælder for EF-produktionen.

2. For at fastsætte særlige importbetingelser for fiskerivarer fra et tredjeland skal Kommissionen efterprøve ovennævnte ækvivalens, hvorved der især skal tages hensyn til følgende:

- lovgivningen i tredjelandet;

- opbygningen af myndighederne i tredjelandet og deres inspektionstjenester;

- de nuværende sundhedsmæssige betingelser for produktion, oplagring og forsendelse af fiskerivarer til Fællesskabet

- tredjelandets garantier for overholdelse af normerne i bilaget til direktiv 91/493/EØF.

Efter EF-inspektørernes evalueringsrejse til tredjelandet godkendes tredjelandets myndigheder ved en kommissionsbeslutning, hvis alle betingelser opfyldes. Myndighederne bemyndiges således til at inspicere fiskerivarerne på grundlag af EF-normerne og til at undertegne sundhedscertifikaterne for eksport af sådanne varer til Fællesskabet.

(1) EFT L 268 af 24.9.1991.