92001E0712

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0712/01 af Olivier Dupuis (TDI) til Kommissionen. Den økonomiske og humanitære katastrofe i Mongoliet.

EF-Tidende nr. 261 E af 18/09/2001 s. 0181 - 0182


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0712/01

af Olivier Dupuis (TDI) til Kommissionen

(1. marts 2001)

Om: Den økonomiske og humanitære katastrofe i Mongoliet

Den ekstraordinært strenge vinter, der nu har ramt Mongoliet to år i træk, med temperaturer på 30°C og meget kraftigt snefald, som ødelægger enhver mulighed for græsning, er en alvorlig trussel for en stor del af de ca. 30 mio. stykker kvæg, der findes i landet. Sidste års økonomiske katastrofe, som kostede 2,4 mio. stykker kvæg livet, fulgtes af en ekstremt tør sommer. Medmindre der ydes en hurtig og massiv nødhjælp, vil ifølge beregninger fra Mongoliets regering og eksperterne omkring FN's udviklingsprogram ca. 12 mio. stykker kvæg gå til i løbet af de kommende uger, hvilket vil betyde en sand humanitær katastrofe. I slutningen af januar måned døde over 500 000 stykker kvæg på grund af vejrforholdene, hvilket skabte en meget kritisk levnedsmiddelsituation for over 75 000 mongolske familier.

Den Europæiske Union, Indien, Israel og andre lande har reageret på den fælles appel fra den mongolske regering og De Forenede Nationer og har givet flere hundredtusinder af dollars i bistand, som ikke desto mindre skal ses på baggrund af behovet for bistand, som vurderes til 8,7 mio. dollars, ekskl. fremsendelse af fødevarer og materiel først og fremmest dyrefoder til en værdi af ca. 4 mio. dollars, som er nødvendige for at dæmme op for denne til dels allerede indtrufne økonomiske katastrofe, som er på vej til at blive en humanitær katastrofe.

Svarer disse generelle vurderinger af bistandsbehovet til Kommissionens vurderinger?

Agter Kommissionen i bekræftende fald blot at begrænse sin humanitære indsats og nødhjælp til de allerede lovede beløb?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(30. marts 2001)

Europa-Kommissionens Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) har i de seneste uger modtaget oplysninger om situationen i Mongoliet. Disse oplysninger er blevet fremsendt af De Forenede Nationers instanser, Røde Kors og andre humanitære organisationer. I henhold til disse beregninger oplever landet nu den anden vinter i træk, der er præget af snestorme og meget lave temperaturer. Desuden er virkningerne af vinteren forværret, for den følger efter sidste sommers meget langvarige tørkeperiode. Disse klimaforhold medfører meget alvorlige problemer af humanitær art for befolkningen i de regioner, der er berørt heraf. Således har disse befolkningsgrupper mistet en stor del af deres kvæg, som er deres hovedindtægtskilde.

Med henblik på at imødekomme befolkningens behov i de hårdest ramte områder finansierer ECHO en række humanitære nødhjælpsoperationer. Hovedmålet med disse operationer er at dække de øjeblikkelige fødevarebehov som følge af den katastrofale vinter (dzud). Kommissionen står for at træffe en beslutning om at bevilge en bistand på 1 030 000 EUR for et tidsrum på 6 måneder. Hertil kommer den bistand, som ECHO bevilgede i år 2000 til et samlet beløb på 1 875 000 EUR. Sidstnævnte beløb tog sigte på at hjælpe de mongolske familier, der lider under følgerne af den meget hårde vinter 1999/2000 samt den efterfølgende tørkeperiode.

Endelig fortsætter Kommissionen med at bistå Mongoliet via TACIS-programmet. Dette program har til formål at lette landets overgang til markedsøkonomi ved at støtte de reformer, som den mongolske regering har indledt. På længere sigt drejer det sig blandt andet om at mindske landets sårbarhed over for naturkatastrofernes økonomiske følgevirkninger.