SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0490/01 af Daniel Hannan (PPE-DE) til Kommissionen. Jean Monnet-professorater og -centre.
EF-Tidende nr. 318 E af 13/11/2001 s. 0062 - 0063
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0490/01 af Daniel Hannan (PPE-DE) til Kommissionen (22. februar 2001) Om: Jean Monnet-professorater og -centre Hvad er kriterierne for oprettelse af Jean Monnet-professorater og -centre? Undersøger Kommissionen arten af det materiale, der undervises i, snarere end blot at vurdere mængden af det materiale, der er kendetegnet ved et europæisk element? Undersøger den, om undervisningspersonalet har været engageret i undervisning om Europa gennem mange år? Hvad forstås der ved studier i europæisk integration i denne sammenhæng? Kan Kommissionen forelægge en liste over Jean Monnet-centre og -professorater i Det Forenede Kongerige og over deres læseplaner? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding (26. april 2001) 1. Der gælder samme grundlæggende kriterier for oprettelsen af Jean Monnet-professorater og Jean Monnet-centre: det foreslåede projekt skal være af høj videnskabelig kvalitet og være enestående i sin art; projektet skal kunne gennemføres på universitetet; undervisningens indhold og aktiviteterne i forbindelse hermed skal dreje sig specifikt og generelt om europæisk integration. Et Jean Monnet-professorat svarer til en undervisningsstilling på fuld tid ene og alene baseret på undervisning i europæisk integration. Et Jean Monnet-center er en rammestruktur synliggjort ved sin benævnelse (titlen Jean Monnet), inden for hvilken et eller flere universiteter kan forene deres ressourcer i form af ekspertise, personale og dokumentation med hensyn til europæisk integration. 2. Når det gælder Kommissionens vurdering af projektet skal det bemærkes, at der i udvælgelsesproceduren deltager et uafhængigt akademisk organ, Det Europæiske Universitetsråd for Jean Monnet-aktionen, der repræsenterer universitetsrektorer og professorer med speciale i spørgsmål vedrørende europæisk integration. Dette råd, der er sammensat af ni medlemmer, rådgiver Kommissionen via anbefalinger om hvert af de foreslåede projekter. Rådet har også efterfølgende ansvaret for den akademiske opfølgning af Jean Monnet-projekterne. Ved selve udvælgelsen gælder som allerede nævnt følgende to hovedkriterier: - projektets videnskabelige kvalitet, som med henblik på Jean Monnet-professoratet skal vurderes på grundlag af den foreslåede studieplan (som udelukkende skal dreje sig om spørgsmål vedrørende europæisk integration), CV for den foreslåede indehaver af titlen sammen med en fortegnelse over hans/hendes publikationer (det skal fremgå af begge disse, at den pågældende i en temmelig lang periode har beskæftiget sig med undervisning og forskning i europæisk integration); - projektet skal være akademisk gennemførligt på det pågældende universitet, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med oprettelsen af Jean Monnet-centre, som skal godtgøre, at hele den lærerstab, der er specialiseret i europæisk integration, skal være inddraget, synergi og samordning mellem forskellige fag skal dokumenteres og der skal foreslås nye og originale aktiviteter med sigte på civilsamfundet, lokalt engagement osv. 3. Ved udtrykket studier i europæisk integration forstås studier i det europæiske samarbejde og den hertil knyttede udvikling på det institutionelle, juridiske, politiske, økonomiske samt social- og arbejdsmarkedsmæssige område, dvs. studier i integrationsprocessen som mål for EU-institutionernes politikker og konsekvenserne heraf på europæisk og/eller nationalt plan. Jean Monnet-indsatsen tager sigte på discipliner, hvor udviklingen i EU bliver en stadig vigtigere del af det emne, der studeres, dvs.: - Fællesskabsretten; - europæisk økonomisk integration; - europæisk politisk integration; - det europæiske samarbejdes historie. 4. En fortegnelse over de 13 Jean Monnet-centre, der er oprettet i Det Forenede Kongerige siden 1998, sammen med navnene på de professorer, der står for koordineringen af disse centre, samt en fortegnelse over de 102 Jean Monnet-professorater i Det Forenede Kongerige med titlen på professoratet, den enkelte professors fag og specialisering findes på Europa-serveren på følgende adresse: http://europa.eu.int/comm/dg10/university/ajm.