92001E0451

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0451/01 af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen. Forvaltning af giftigt affald i Grækenland.

EF-Tidende nr. 318 E af 13/11/2001 s. 0052 - 0053


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0451/01

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(19. februar 2001)

Om: Forvaltning af giftigt affald i Grækenland

I henhold til artikel 6 i direktiv 91/689/EØF(1) om farligt affald opstiller de kompetente myndigheder planer om forvaltningen af affaldet. Desuden skal producenter af farligt affald og de anlæg, de driver, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2 i direktiv 91/689/EØF føre et register. Desuden skal de føre specielle registre om deponeringen af farligt affald i henhold til artikel 2, stk. 2.

I Grækenland findes der i henhold til Kommissionens beretning om gennemførelsen af direktiv 91/689/EØF ingen plan for forvaltning og intet register. Desuden findes der ikke noget center til afskaffelse af affald eller en særlig transitplads i havnene. Som følge heraf plages det græske miljø af ukontrolleret afskaffelse og opbevaring af giftigt affald.

Hvad mener Kommissionen om ovennævnte situation? Hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at afhjælpe situationen?

(1) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. april 2001)

Da Grækenland ikke havde opfyldt sine forpligtelser med hensyn til indførelse af en affaldsforvaltningsplan i henhold til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald(1), og 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald(2), indbragte Kommissionen sagen for Domstolen den 7. april 2000 (sag C-2000/132). I juni 2000 meddelte Grækenland Kommissionen ministeriel afgørelse nr. 14312/1302, der udgør den formelle vedtagelse af en national affaldsforvaltningplan. Gennemgangen af teksten er undervejs.

Derudover indbragte Kommissionen Grækenland for Domstolen den 24. januar 2001 (sag C-33/01) for ikke i henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv 91/689/EØF at have indsendt oplysninger om anlæg og virksomheder, som varetager bortskaffelse og/eller nyttiggørelse af farligt affald.

Grækenland har ikke indsendt nogen rapporter om gennemførelsen af affaldssdirektiverne i perioden mellem 1989 og 1997(3). Men i november 1999, besvarede Grækenland fire spørgeskemaer om gennemførelse af fire EF-direktiver om affald.

Hvad angår de specifikke krav i artikel 2, stk. 1 (registrering af deponering eller bortskaffelse af farligt affald) og artikel 4, stk. 2 (registrering af producenter af farligt affald og af anlæg og virksomheder, der transporterer farligt affald) i direktiv 91/689/EØF om farligt affald, har de græske myndigheder underrettet Kommissionen om, at der er truffet foranstaltninger med henblik på at opfylde disse krav.

Svarene fra de græske myndigheder i rapporteringsårene er meget kortfattede og gør det ikke muligt for Kommissionen at danne sig et generelt billede af, hvorledes affaldsforvaltnigen håndteres i Grækenland. Ifølge svaret blev der produceret 280 000 tons farligt affald i Grækenland (det pågældende år var dog ikke angivet), hvoraf 95 760 tons blev genanvendt, men Grækenland meddelte, at landet ikke er i besiddelse af noget anlæg til behandling eller bortskaffelse af farligt affald. Ifølge rapporten deponeres farligt affald midlertidigt, eller det udføres med henblik på endelig bortskaffelse i andre lande.

Da Kommissionen ikke har midler til inspicere de græske affaldsforvaltningsanlæg eller på anden måde verificere de ovennævnte tal, ligger den ikke inde med generelle oplysninger vedrørende tilfælde af miljøforurening, der skyldes mangelfuld håndtering af farligt affald.

(1) EFT L 194 af 25.7.1975.

(2) EFT L 365 af 31.12.1994.

(3) KOM(97) 23 endelig udg., KOM(1999) 752 endelig udg.