92001E0339

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0339/01 af Marielle De Sarnez (PPE-DE) til Kommissionen. Verdenstopmødet for børn i september 2001.

EF-Tidende nr. 235 E af 21/08/2001 s. 0180 - 0181


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0339/01

af Marielle De Sarnez (PPE-DE) til Kommissionen

(13. februar 2001)

Om: Verdenstopmødet for børn i september 2001

På mødet den 20. november 2000 i Paris mellem EU-ministrene med ansvar for børn kom man indgående ind på problemerne vedrørende børn og familier, og ministrene vedtog bl.a., at der hvert år skal afholdes en europæisk dag for børnenes rettigheder.

Desuden blev det på dette møde vedtaget at relancere Det Europæiske Observationsorgan for Børn, at der skal oprettes et europæisk alarmnummer for forulempede børn, og at der skal udarbejdes europæiske etiske regler for kvaliteten af audiovisuelle programmer.

I september 2001 afholdes der i New York et verdenstopmøde for børn. Hvad vil Kommissionen gøre for at konkretisere resultaterne af rådsmødet den 20. november 2000, således at Europa kommer til at fremstå som pioner, for så vidt angår en politik til beskyttelse af børn og fremme af familien?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(8. maj 2001)

På mødet den 20. november 2000 i Paris blev EU-ministrene med ansvar for børneanliggender enige om en fælles handlingsplan, som skulle omfatte tiltag til fremme af børns rettigheder, herunder navnlig etablering af instrumenter for den konkrete opfølgning. Da de aftaler, der kom i stand under ministermødet, blev truffet i en mellemstatslig kontekst, vil Kommissionen ikke tage nogen specifikke initiativer.

Selvom der gennemføres mange interventioner, der vedrører børn, er der dog i øjeblikket ikke nogen udtrykkelig eller formel EF-politik, der fokuserer på børneanliggender. Specielt inden for humanitær bistand udvises der særlig opmærksomhed om børn i konfliktsituationer. Kommissionen vil ikke desto mindre i koordinationen med medlemsstaterne deltage i forberedelserne til den særlige FN-samling om børn og vil med henblik herpå fremlægge et faktablad med en oversigt over dens aktiviteter til støtte for børn, også i forbindelse med udviklingssamarbejde.