SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0142/01 af Christopher Huhne (ELDR) til Rådet. Hemmeligholdelse i nationale lovgivende forsamlinger.
EF-Tidende nr. 261 E af 18/09/2001 s. 0046 - 0046
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0142/01 af Christopher Huhne (ELDR) til Rådet (1. februar 2001) Om: Hemmeligholdelse i nationale lovgivende forsamlinger Har Rådet kendskab til, om der i medlemsstaterne findes kamre i de lovgivende forsamlinger, der afholder møder om lovgivningsspørgsmål bag lukkede døre? Samlet svar på skriftlige forespørgsler E-0140/01, E-0141/01, E-0142/01, E-0143/01 og E-0144/01 (31. maj 2001) 1. Rådet gør det ærede parlamentsmedlem opmærksomt på, at det ikke ser noget problem i at adskille emner af lovgivningsmæssig karakter og emner af udøvende karakter, når disse drøftes i Rådet. Rådet udpeger faktisk allerede de sager, hvor det optræder som lovgivende myndighed (jf. artikel 7 i Rådets forretningsorden, der indeholder en liste over de tilfælde, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed som defineret i EF-traktatens artikel 201, stk. 3, andet afsnit), netop med henblik på at skabe større gennemsigtighed på dette virkefelt. 2. Rådet gør det ærede parlamentsmedlem opmærksomt på, at det allerede har gjort meget for at åbne sine møder for offentligheden. Blandt de foranstaltninger, der truffet i denne forbindelse, fremhæver Rådet følgende forhold: - at der afholdes mindst en offentlig debat om vigtige nye lovforslag, - at afstemningsresultaterne og stemmeforklaringerne samt erklæringer til mødeprotokollen i henhold til EF-traktatens artikel 207 og Rådets forretningsorden under alle omstændigheder skal offentliggøres, når Rådet optræder som lovgivende myndighed, - at der normalt gives aktindsigt i rådsdokumenter, når Rådet optræder som lovgivende myndighed, medens retten til at nægte denne for at beskytte rådssamlingernes fortrolige karakter begrænses til det påkrævede minimum, - at der på Internettet offentliggøres lister over foreløbige dagsordenspunkter, herunder henvisninger til de dokumenter, der behandles i forbindelse med hvert dagsordenspunkt, for samlinger i Rådet og møder i Rådets forberedende organer i forbindelse med de tilfælde, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed. 3. Rådet arbejder for øjeblikket på at fastsætte nye regler, der skal udbygge de nuværende regler om gennemsigtighed i forbindelse med alle retsakter. Rådet anser det for meget vigtigt at skabe størst mulig åbenhed om sit lovgivningsarbejde, medens det samtidig tilgodeser behovet for at bibeholde en effektiv og virksom beslutningstagning og behovet for at beskytte klassificerede oplysninger og sikre den fortrolige karakter af sine samlinger, når det ikke optræder som lovgivende myndighed. Dette initiativ indgår endvidere blandt de bestræbelser, der kommer til udtryk i erklæringen om Unionens fremtid til optagelse i konferencens slutakt (jf. bilag IV i udkastet til traktat vedtaget i Nice af konferencen mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer), hvor det i punkt 6 understreges, at nævnte konference tager ovennævnte spørgsmål op ud fra en erkendelse af, at der er behov for at forbedre og overvåge Unionens og dens institutioners demokratiske legitimitet og åbenhed med henblik på at bringe dem tættere på borgerne i medlemsstaterne. 4. Rådet mener ikke, at det ville være passende for Rådet at udtale sig om, hvorledes nationale lovgivende forsamlinger beslutter at tilrettelægge deres arbejde, eller om sagsforhold, der er ren spekulation eller formodning. 5. For så vidt angår overtrædelser af artikel 6 i TEU fastlægges det i TEU's artikel 7, hvilken procedure der skal anvendes for at fastslå, om en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6, stk. 1. Desuden vil Rådet gerne gøre det ærede parlamentsmedlem opmærksomt på, at Nice-traktaten også indeholder en ekstrabestemmelse i artikel 7, hvorefter Rådet kan fastslå, at der en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder principperne, og hvor Europa-Parlamentet vil få initiativret. 6. Rådet mener, at dets egen praksis er forenelig med artikel 6 i TEU, og ser intet behov for at høre Rådets Juridiske Tjeneste om anvendelsen af traktaten og sin egen forretningsorden i forbindelse med dette spørgsmål.