92000E3970

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3970/00 af Peter Skinner (PSE) til Kommissionen. Asbest.

EF-Tidende nr. 174 E af 19/06/2001 s. 0203 - 0204


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3970/00

af Peter Skinner (PSE) til Kommissionen

(20. december 2000)

Om: Asbest

Asbest vil dræbe over 250 000 EU-borgere i de kommende tiår. Antallet af dødsofre vil stige betragteligt, når antallet af asbestdødsfald i landene i Østeuropa, der inden længe bliver medlemmer af EU, medtages.

Asbestproblemer er grænse- og fagoverskridende. De omfatter følgende: forskning i tidlig diagnose og behandling af asbestrelaterede sygdomme, pleje af døende patienter, støtte til asbestofrenes familier, erstatning fra tidligere arbejdsgivere og/eller offentlige institutioner til personer, der har været udsat for beskæftigelses- og miljørelateret asbestpåvirkning, problemer, der opstår fra den vedvarende anvendelse af asbestholdige produkter i vore bygninger, skibe, jernbaner og infrastruktur, bortskaffelse af asbestaffald, bevidsthed blandt arbejdstagere og offentligheden om risiciene, overvågelse af EU virksomheder, der forsøger at eksportere miskrediteret asbestteknologi til udviklingslande og først og fremmest håndhævelse af EU's asbestlovgivning. Mener Kommissionen, at det vil være hensigtsmæssigt at oprette et sekretariat, der kunne koordinere initiativer indenfor alle asbestrelaterede emner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(9. februar 2001)

Kommissionen finder, at der ikke er grundlag for at oprette et sekretariat, der kunne koordinere initiativer inden for asbestrelaterede emner.

Forbindelsen mellem Kommissionens forskellige tjenestegrene, som er ansvarlige for markedsrestriktioner, affald, sygdomsdiagnose og -behandling, beskyttelse på arbejdspladsen, handel og folkesundhed har fungeret tilstrækkeligt effektivt, så der er skabt et netværk af forebyggende foranstaltninger, som støtter sig på fællesskabslovgivningen. Disse foranstaltninger mindsker den trussel mod sundheden, som asbest udgør. Samtidig vil Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø fortsat overvåge udviklingen i den videnskabelige viden om asbest i relation til folkesundhedsaspekterne.