SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3920/00

af Brigitte Langenhagen (PPE-DE) til Kommissionen

(13. december 2000)

Om: Ajourføring på basis af EU's direktiv om beskyttelse af vilde fugle

I Niedersachsen er man for øjeblikket i gang med at ajourføre de beskyttede områder på basis af EU's direktiv om beskyttelse af vilde fugle. Mange mener, at dette sker på trods af befolkningens berettigede betænkeligheder og desuden er i modstrid med direktivets ånd hensyntagen til økonomiske interesser.

1. Hvilket retsgrundlag er den igangværende ajourføring baseret på, og hvad er den konkrete anledning til ajourføringen?

2. Bør den berørte befolkning inddrages i proceduren?

3. Er det i direktivets ånd, at værdifulde og uerstattelige dyrkningsarealer skal omdannes til græsarealer, pålægges kraftige restriktioner eller helt overgå til fredede områder?

4. Er det i direktivets ånd, at bedrifter, der har eksisteret i mange år, trues med nedlæggelse?

5. I hvilket omfang kontrollerer Kommissionen formålet med og hensigtsmæssigheden af de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer?

6. Er Kommissionen klar over, at medlemsstaterne med hjælp fra EU-direktiverne fører en politik, der går ud over befolkningen, under henvisning til, at Bruxelles ikke giver dem noget andet valg? I hvor høj grad skader dette efter Kommissionen opfattelse Europa-tanken i befolkningen, og hvad agter den at gøre for at imødegå det?

7. Passer det, at Kommissionen lægger pres på medlemsstaterne med det argument, at dele af støtten til regionen vil bortfalde i tilfælde af mangelfuld eller manglende implementering? Er en sådan kombination acceptabel?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. marts 2001)

Kommissionen har siden 1992 haft en klagesag og derefter en overtrædelsessag løbende mod Tyskland som følge af mangelfuld gennemførelse af artikel 4 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle(1) (fugledirektivet). Tyskland gør sig således skyldig i ufuldstændig udpegning af særligt beskyttede områder for fuglearterne i artikel 4, stk. 1 og 2, og fremsendelse af ufuldstændige oplysninger i medfør af direktivets artikel 4, stk. 3. Beslutningen om at henvise sagen til Domstolen blev truffet i sommeren 2000, og sagen er nu under forberedelse.

Da Kommissionens oplysninger om den nuværende situation i Niedersachsen er begrænsede, kan den kun give følgende svar:

1. Delstaten Niedersachsen er en af de tyske delstater, som, mere end 20 år efter fugledirektivets vedtagelse, endnu ikke har udpeget beskyttede områder i fornødent omfang, eller som endnu ikke har fremsendt de fornødne oplysninger. Kommissionen har hverken fra Niedersachsen eller fra Tyskland modtaget oplysninger om indholdet af eller tidspunktet for den procedure, det ærede medlem omtaler. Kommissionen foreslår derfor, at det ærede medlem stiller dette spørgsmål direkte til Tyskland eller Niedersachsen.

2. Dette spørgsmål vedrører offentlighedens inddragelse. Fugledirektivet indeholder ikke bestemmelser om, at medlemsstaterne er forpligtet til at høre offentligheden om udvælgelsen af beskyttede områder.

3. Fugledirektivet forhindrer ikke nødvendigvis, at der drives landbrug i de beskyttede områder, men det forpligter medlemsstaterne til at respektere bevaringsmålsætningerne for disse områder og forhindre, at disse forringes.

Hvad omdannelse af græsarealer til dyrkningsarealer angår, har Kommissionen kun gennem klager fået oplysning om, at områder i Tyskland, som er værdige til udpegning i medfør af fugledirektivet, er blevet ødelagt som følge af omlægning fra græsland til opdyrket land. Domstolen har for nylig i dom C-96/98 (Marais Poitevin) tilkendegivet, at en sådan skadelig omlægning af arealanvendelsen i et særligt beskyttet område er ulovlig.

4. I de vanskelige GATT-forhandlinger om landbrugssubsidier (Uruguay-runden) accepterede GATT-deltagerne i fællesskab green box-foranstaltninger.

Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999/EF af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger(2) giver medlemsstaterne mulighed for at kompensere for restriktioner som følge af Fællesskabets miljølovgivning, såsom fugledirektivet. Niedersachsen har benyttet sig af denne mulighed i sin plan for udvikling af landdistrikter, og landbrugerne kan derfor få kompensation for sådanne restriktioner. Dette skulle sikre, at landbrugsbedrifterne ikke trues.

5. Kommissionen har nøje kontrolleret, om Tysklands foranstaltninger til gennemførelse af fugledirektivets artikel 4 opfylder formålet hermed og er hensigtsmæssige, og den har måttet konstateret, at situationen er utilfredsstillende. I den senere tid synes størstedelen af delstaterne imidlertid at have gjort en betydelig indsats for at forbedre situationen.

6. Kommissionen ville beklage sådanne udtalelser og vil i denne forbindelse minde det ærede medlem om, at Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 211 (tidl. artikel 155) skal sikre, at Fællesskabets forskrifter (herunder de af Rådet vedtagne direktiver om naturbeskyttelse) gennemføres til fulde og korrekt.

7. Kommissionen har gennem en skrivelse fra landbrugskommissæren meddelt medlemsstaterne, at de snarest muligt og inden for en nærmere fastsat frist skal fremsende lister over de områder, de har udpeget som led i Natura 2000. Herudover blev medlemsstaterne anmodet om, at de i deres planer for udvikling af landdistrikterne meddelte Kommissionen, hvilke forholdsregler de har truffet for at sikre, at foranstaltninger, som der ydes støtte til ifølge disse planer, ikke vil føre til, at områder, der er eller skal udpeges som led i Natura 2000, forringes. Som det ærede medlem vil forstå, ville det ellers ikke have været muligt at godkende planerne for udvikling af landdistrikterne der er et vigtigt finansieringsinstrument til støtte for livet i landdistrikterne og landbrugsbedrifterne. Kommissionen ville i så fald have været nødt til at godkende foranstaltninger, som ville kunne forringe eller ødelægge områder, der skal beskyttes i medfør af den europæiske miljølovgivning. Det samme gælder strukturfondene, hvor medlemsstater/regioner med mål nr. 1-områder i en tilsvarende skrivelse fra kommissærerne for miljø og regionalpolitik er blevet bedt om at afgive lignende tilsagn.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979.

(2) EFT L 160 af 26.6.1999.