92000E3854

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3854/00 af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen. Udvidelse og fiskeri.

EF-Tidende nr. 187 E af 03/07/2001 s. 0066 - 0066


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3854/00

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen

(8. december 2000)

Om: Udvidelse og fiskeri

Efter to års forhandlinger med ansøgerlandene i Luxembourg-gruppen (Polen, Ungarn, Den Tjekkiske Republik, Slovenien, Estland og Cypern) og påbegyndelsen af forhandlingerne med Helsinki-gruppen (Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen, Bulgarien og Malta) den 28. marts i år, har EP netop vedtaget en ny beslutning (R5-0417/2000(1) af 4. oktober 2000) om udvidelse af EU, som indeholder EP's krav vedrørende tiltrædelsesproceduren og de forhandlinger, der finder sted i forbindelse hermed. EP's Fiskeriudvalg har i forbindelse med denne beslutning fremsat en række krav på fiskeriområdet.

Kan Kommissionen informere om, hvilken omtrentlig tidsplan der er for drøftelserne af fiskeriet inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne både med Luxembourg-gruppen og Helsinki-gruppen, samt om, hvor langt disse forhandlinger i givet fald er nået, og hvilke fremskridt der hidtil er gjort?

Kan Kommissionen oplyse, om der under forhandlingerne om fiskeriet vil blive taget hensyn til kravene fra EP's Fiskeriudvalg, navnlig nødvendigheden af at afhjælpe de betydelige mangler hos de fleste ansøgerlandes fiskeriforvaltning, manglerne i ansøgerlandenes fiskerisektor med hensyn til miljø- og hygiejneregler samt inspektions- og kontrolforanstaltninger, behovet for pålidelig information om fiskerisektoren i ansøgerlandene, afskaffelse af forvridende elementer såsom bekvemmelighedsflag, de nødvendige kompetente forvaltningsmæssige strukturer med henblik på tilvejebringelse af detaljeret og pålidelig information om fiskerisektoren og fuldstændig gennemførelse af den gældende fællesskabsret?

(1) Vedtagne tekster fra 4.10.2000, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(14. februar 2001)

Kommissionen er bekendt med den beslutning, som det ærede medlem henviser til, og den kan tilslutte sig størsteparten af de deri indeholdte henstillinger på fiskeriområdet.

I april 1999 blev der indledt tiltrædelsesforhandlinger om fiskerikapitlet med Cypern, Ungarn, Polen, Estland, Den Tjekkiske Republik og Slovenien, og i oktober 2000 med Letland, Slovakiet og Malta. Forhandlingerne om dette kapitel er foreløbigt blevet indstillet over for Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Slovenien, Cypern, Estland og Slovakiet, i lyset af de forpligtelser, disse lande har indgået om at afslutte deres forberedelser til en fuldstændig gennemførelse af Fællesskabets regelværk på fiskeriområdet.

Kommissionen lægger særlig stor vægt på udviklingen af den nødvendige administrative kapacitet med henblik på gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik, især med hensyn til overvågnings-, inspektions- og kontrolaktiviteter. Der lægges ligeledes vægt på landenes strukturmæssige og markedsmæssige kapacitet. Kommissionen er også opmærksom på udviklingen af et helt særskilt og altomfattende register over alle fiskerfartøjer under ansøgerlandets flag, i overensstemmelse med Fællesskabets krav. Som følge heraf er det ikke længere muligt at opretholde bekvemmelighedsflag i fiskerisektoren.

For så vidt angår miljøstandarder, behandles disse under kapitel 22 om miljø. Med hensyn til sundhedsstandarder, dvs. de hygiejnemæssige og veterinære krav, behandles disse under kapitel 7 vedrørende landbrug, herunder de krav, der stilles til fisk og fiskerivarer.