SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3714/00

af Paul Lannoye (Verts/ALE) til Kommissionen

(30. november 2000)

Om: Fri adgang til oplysninger om udvidelsen af Barajas-lufthavnen i Madrid

I sit svar af 5. juli 2000 på vor forespørgsel E-1518/00(1) vedrørende anvendelse af Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990(2) om fri adgang til miljøoplysninger erklærede Kommissionen, at myndighederne har imødekommet anmodningerne, selv om det er rigtigt, at de har svaret sent.

Men dette er ikke korrekt, for oplysningerne stilles fortsat ikke til rådighed for personer, der anmoder om dem.

I en skrivelse af 17. juli 2000 til Kommissionen (attention: G. Kremlis) påtaler Entidad de la Moraleja støttet af beviser, at AENA (det spanske luftfartsselskab) ikke svarer korrekt, og at det overser direktiv 90/313/EØF. Dataene om de gennemsnitlige støjemissioner pr. time er blevet givet i et ukorrekt format. Men denne begrænsning af adgangen til denne type oplysninger skaber tvivl om nøjagtigheden af selve proceduren for miljøindvirkningsvurdering og mindsker borgernes evne til at udøve deres rettigheder med hensyn til miljøbeskyttelse og beskyttelse af folkesundheden.

Vil Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger den har truffet og agter at træffe for at sikre fuldstændig gennemførelse af det pågældende direktiv?

Finder Kommissionen det ikke nødvendigt at indlede traktatbrudsproceduren over for den spanske stat for manglende overholdelse af det pågældende direktiv?

(1) EFT C 113 E af 18.4.2001, s. 22.

(2) EFT L 158 af 23.6.1990, s. 56.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(1. februar 2001)

Rådets direktiv 90/313/EØF(1) af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger indeholder i sin artikel 4 en bestemmelse om, at en person, som finder, at hans anmodning om oplysninger uden rimelig grund er blevet afslået eller ladet upåagtet eller er blevet utilstrækkeligt besvaret af en myndighed, kan anmode om retlig eller administrativ prøvelse af afgørelsen i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats retsorden.

Dette direktiv er blevet omsat til spansk lovgivning ved lov nr. 38/1995 af 12. december 1995 om retten til adgang til miljøoplysninger, senest ændret ved lov nr. 55/1999 af 29. december 1999, som giver personer ret til at indgive klage i sådanne tilfælde.

Såfremt Entidad de la Moraleja skønner, at Rådets direktiv 90/313/EØF ikke er blevet overholdt, hvad angår de anmodninger om at få adgang til miljøoplysninger, der er indgivet af denne organisation til de spanske myndigheder, råder den over passende klagemuligheder på nationalt plan med henblik på at sikre, at de nationale administrative eller retlige instanser griber ind som hovedansvarlige for kontrollen med administrationernes anvendelse af fællesskabsretten.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Rådets direktiv 90/313/EØF er blevet korrekt anvendt i det foreliggende tilfælde, har Kommissionen gentagne gange rettet henvendelse til de spanske myndigheder og anmodet disse om forklaringer vedrørende de påtalte forhold, som eventuelt udgør en overtrædelse af direktivet.

Det fremgår af svaret fra de spanske myndigheder, at disse allerede har besvaret flere anmodninger om informationer og fortsat besvarer talrige anmodninger, fra den pågældende organisation. Selv om de spanske myndigheder undertiden er længe om det, stiller de dog de udbedte oplysninger til rådighed for dem, der anmoder herom. Desuden skal det bemærkes, at direktiv 90/313/EØF ikke rummer nogen bestemmelser om, i hvilken form oplysningerne, skal stilles til rådighed.

Hvad specielt angår indledningen af en overtrædelsesprocedure, i forbindelse med manglende overholdelse af direktiv 90/313/EØF i det foreliggende tilfælde, skal det bemærkes, at Kommissionen i henhold til Domstolens løbende retspraksis ikke er forpligtet til at indlede en overtrædelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 226 (tidl. artikel 169), men at den har en vis skønsret. I overensstemmelse hermed er det ikke Kommissionens almindelige praksis at forfølge enhver enkeltsag vedrørende en formodet ukorrekt anvendelse af dette direktiv, der kommer til dens kendskab. Det er først, når det er muligt at konstatere en vedvarende forkert administrativ praksis, eller når det er muligt at samle flere enkeltsager, der har en

sådan forkert praksis til fælles, at Kommissionen normalt ser sig nødsaget til at indlede en overtrædelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 226. Ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over, er der i det foreliggende tilfælde dog hverken tale om det ene eller det andet.

(1) EFT L 158 af 23.6.1990.