92000E3700

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3700/00 af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen. Malawi.

EF-Tidende nr. 174 E af 19/06/2001 s. 0117 - 0118


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3700/00

af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen

(29. november 2000)

Om: Malawi

Hvordan agter Kommissionen at reagere på de beskyldninger om korruption, som den europæiske presse har rettet mod den malawiske regering?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(9. januar 2001)

Kommissionens tjenestegrene har i nogen tid været vidende om det tilsyneladende stigende antal tilfælde af påstået korruption i Malawi. De er også bekendt med de allerseneste påstande, der er fremført i den europæiske presse, og som specielt fokuserer på regeringens hensigt om at købe 39 Mercedes Benz-biler til landets ministre. Dette særlige tilfælde betragtes snarere som et eksempel på dårlig regeringsførelse end som et eksempel på korruption.

Det er interessant at notere sig, at sagen om ministerbilerne blev slået ret stort op i den malawiske presse, i skærende modsætning til en artikel om alvorlige udækkede behov inden for HIV/AIDS-sektoren, hvor de finansielle krav til den påtænkte indsats på dette område mere eller mindre svarede til prisen for de 39 Mercedes Benz. Endnu mere interessant og måske på sin vis en smule beroligende er det, at den avis, der bragte artiklerne, ejes af et højt placeret medlem af landets egen regering. Det ærede medlem er sikkert bekendt med, at sidenhen har den dermed opståede uro i det samlede donorkorps ført til, at præsident Muluzu har besluttet at sælge bilerne og anvende provenuet herfra til fattigdomsbekæmpelse.

Både via sin lokale repræsentation og i Bruxelles fortsætter Kommissionen med nøje at overvåge, hvorledes de EUF-finansierede aktiviteter forvaltes, og at imødegå ethvert forsøg på at omgå de etablerede finansieringsbestemmelser for EUF. Hidtil er potentielle affærer blevet holdt under kontrol, og der har ikke været behov for at træffe mere åbenlyse, officielle foranstaltninger. Det bør understreges, at enhver udbetaling af EU-midler, hvad enten disse stammer fra EUF-budgettet eller fra Fællesskabets budget, overvåges særdeles nøje og underkastes regelmæssig revision. Det er for tiden et hold revisorer i landet, der undersøger finansieringen af strukturtilpasningsfaciliteten og finansieringen af fødevaresikkerheden og fødevarehjælpen. Kommissionen er fast besluttet på generelt at styrke sådanne overvågnings- og revisionsforanstaltninger, og det ikke alene i Malawi. I forbindelse med den nye Cotonou-aftale er Kommissionen i færd med at udforme en landestøttestregeri, som også vil omfatte en velovervejet vurdering af artikel 9-spørgsmål, herunder korruption, samt en strategi til imødegåelse heraf.

Kommissionen har i forbindelse med al udviklingsbistand til Malawi bestræbt sig for at fremme og styrke god regeringsførelse i landet, og specielt har det været tilfældet med det igangværende bistandsprogram til fordel for landets retslige sektor med et program for styrkelse af de retsstatslige principper, der finansieres under Malawis nationale vejledende program. Under dette program ydes der også en vis støtte til det korruptionsbekæmpelseskontor, der regelmæssigt bringer korruptionsaffærer til offentlighedens kundskab, og hvis seneste undersøgelser kulminerede i præsident Muluzus beslutning om at fyre tre ministre, der var under anklage for korruption. Det er måske gennem en styrkelse af sådanne nationale institutioner, at man bedst kan sikre en vis inddæmning af korruptionen.