92000E2988

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2988/00 af Lousewies van der Laan (ELDR) til Kommissionen. Problemer i forbindelse med indførelsen af euroen.

EF-Tidende nr. 136 E af 08/05/2001 s. 0149 - 0150


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2988/00

af Lousewies van der Laan (ELDR) til Kommissionen

(20. september 2000)

Om: Problemer i forbindelse med indførelsen af euroen

D66 har med bekymring taget til efterretning, at Europas største detailhandelskoncern i en åben skrivelse til de europæiske finansministre har advaret om, at pengeomsætningen vil stagnere med indførelsen af euroen i begyndelsen af 2002. Denne advarsel baserer detailhandelen på undersøgelser foretaget af Insead og WHU Koblenz. For at undgå problemer ved tidspunktet for indførelsen ønsker erhvervslivet, at forbrugerne allerede inden 1. januar 2002 kan indveksle europenge. Nederlandske forbrugere får ved udgangen af 2001 rådighed over et samlesæt, der omfatter ét eksemplar af alle euromønter.

Er Kommissionen ligesom vi af den opfattelse, at en kaotisk indførelse af euroen vil kunne påvirke offentlighedens støtte af den europæiske mønt i negativ retning?

Hvad er årsagerne til, at forbrugerne inden indførelsen af euroen ikke får udleveret europengesedler?

Er Kommissionen ligesom vi af den opfattelse, at udlevering af en symbolsk mængde mønter til reklameformål, som f.eks. det nederlandske samlesæt, ikke er nogen løsning på risikoen for en stagnation af pengeomsætningen den 1. januar 2002?

Er Kommissionen ligesom vi af den opfattelse, at privatpersoner inden 1. januar 2002 ikke alene bør råde over mønter, men også pengesedler, for at indførelsen kan blive en succes?

Agter Kommissionen på baggrund af de initiativer, som medlemsstaterne nu uafhængigt af hinanden iværksætter, at sammensætte en oversigt over bedste praksis?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(17. november 2000)

Euroen bevirker, at de europæiske samlingsbestræbelser kommer til at berøre dagliglivet for over 300 millioner europæere. Forberedelsen af dens faktiske indførelse er således en opgave, der kommer i allerførste række for Kommissionen såvel som for medlemsstaterne. Med henblik på at overgangen til den nye møntfod kan forløbe gnidningsfrit, har Kommissionen forberedt en henstilling om foranstaltninger for at lette de økonomiske beslutningstageres overgang til euroen(1), som den vedtog den 11. oktober 2000.

Den Europæiske Centralbank og de fleste medlemsstater skønnede i forbindelse med økonomi- og finansministrenes møde i Versailles, at en fremskyndet indførelse af sedler ville skabe forvirring og få forbrugerne til at tro, at indførelsesdatoen var blevet fremskyndet.

Ud over den vederlagsfri uddeling til befolkningen laver Nederlandene også ligesom de øvrige medlemsstater større sæt, som skal sælges til offentligheden. Uanset hvorledes der på forhånd uddeles euroer, vil det i øvrigt være muligt at foretage transaktioner i national møntfod (sedler og mønter) indtil udløbet af det tidsrum, hvor der er to valutaer i omløb, hvilket på forhånd udelukker enhver fare for, at pengeomsætningen går i stå.

Der kan sikres en vid udbredelse af de mindre møntenheder som er nødvendige som byttepenge uden forhåndsuddeling f.eks. ved at putte dem i seddelautomaterne, således som det foreslås i Kommissionens henstilling.

Ovennævnte kommissionshenstilling bygger på bestående god praksis i medlemsstaterne. Den uddeler ligeledes hver måned i forbindelse med Eurogruppen en tabel, hvor de nationale planer sammenlignes.

(1) KOM(2000) 2985 endelig udg.