SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2960/00 af Carlos Bautista Ojeda (Verts/ALE) til Kommissionen. Variationer i priserne på brændstoffer i Europa.
EF-Tidende nr. 103 E af 03/04/2001 s. 0233 - 0234
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2960/00 af Carlos Bautista Ojeda (Verts/ALE) til Kommissionen (12. september 2000) Om: Variationer i priserne på brændstoffer i Europa Tager Kommissionen hensyn til variationerne i priserne på brændstoffer, når den fastsætter støtten til de europæiske landmænd? Betragter Kommissionen prisen på brændstoffer som en faktor, der indvirker på den endelige fremstillingspris for landbrugs- og fiskerivarer? Hvordan påvirker prisen på dieselolie i bekræftende fald den tildelte støtte? Hvilken beregningsmetode anvendes der? Agter Kommissionen i benægtende fald at tage hensyn til den nævnte faktor ved de forestående ændringer af de fælles markedsordninger? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler (4. oktober 2000) Rådet kan på forslag fra Kommissionen ændre størrelsen af den direkte støtte, der udbetales til EF-producenterne. Støttebeløbet blev senest fastsat inden for rammerne af Berlin-aftalerne om Agenda 2000, og Europa-Parlamentet spillede som fastsat i traktaterne en væsentlig rolle i disse forhandlinger. Kommissionen er fuldt ud klar over, at brændstofpriserne har stor betydning for de endelige produktionsomkostninger for landbrugs- og fiskerivarer. Kommissionen finder ikke, at de nuværende brændstofpriser retfærdiggør en genforhandling af Berlin-aftalerne og dermed en forhøjelse af den direkte støtte. Den følger med interesse de drøftelser, der finder sted i en lang række medlemsstater, og den vil sørge for, at de aftaler, der eventuelt bliver indgået, er i overensstemmelse med EF-lovgivningen. Udviklingen i producenternes indkomster har altid været et af de kriterier, som Kommissionen har benyttet ved udarbejdelsen af sine forslag. I den udstrækning der er tale om et strukturelt og ikke et konjunkturbestemt fænomen, er brændstofprisstigningen et af de elementer, der skal tages hensyn til.