92000E2858

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2858/00 af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen. Finansiering af dansk folkeafstemningskampagne.

EF-Tidende nr. 113 E af 18/04/2001 s. 0196 - 0197


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2858/00

af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen

(5. september 2000)

Om: Finansiering af dansk folkeafstemningskampagne

Europabevægelsen (København-afdelingen) optræder efter forlydende som kernen i ja-kampagnen i forbindelse med den danske folkeafstemning om euroen. Det Forenede Kongeriges afdeling har efter forlydende på tilsvarende vis optrådt som kanal for midler for lobbyistgruppen Britain in Europe.

Dens hovedkontor i Bruxelles modtager 300 000 EUR om året under konto A-3021. Formålet hermed er at støtte navngivne organisationer, der fremmer den europæiske ide.

Mange andre organisationer modtager ligeledes midler til støtte af deres netværk med henblik på en stadig snævrere sammenslutning. Alene kapitel A-30, der kun udgør en meget lille procentdel af de midler, der stilles til rådighed til dette formål, kræver af sine agenturer og organer, at de er aktive med hensyn til tilskyndelse til partnerskaber med organisationer inden for den offentlige og private sektor, udvikling af netværk overalt i Europa og fremme af den europæiske integration (budget III/A/62).

Dette svarer til at fremme indsamling af midler til kampagner til støtte for snævrere EU-integration, en partiholdning til europæisk politik.

Kan Kommissionen på baggrund heraf og af hensyn til gennemskueligheden og den øgede offentlige tillid til Kommissionen oplyse, hvilke organer eller enkeltpersoner, som offentligt er gået ind for ja-kampagnen i den danske folkeafstemning, der direkte eller indirekte gennem tilsluttede organisationer eller underafdelinger modtager EU-midler?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(16. oktober 2000)

Hverken Kommissionen eller dens kontor i Danmark planlagde eller gennemførte nogen kampagneaktiviteter eller ydede midler til eksterne organisationers eller enkeltpersoners aktiviteter i forbindelse med den danske folkeafstemning om euroen den 28. september 2000. Der var ikke afsat bevillinger til kontoret i indeværende regnskabsår til kampagneaktiviteter i forbindelse med euro-afstemningen.

Den eneste organisation, der modtog midler, var Syddansk Universitet, der modtog et bidrag fra forskningsmidler til en høring med direkte tilknytning til folkeafstemningen. Der var tale om et fuldstændig neutralt arrangement med deltagelse af repræsentanter for både JA- og NEJ-siden (politiske partier, organisationer og bevægelser).

Efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af et udbud vedrørende indkaldelse af forslag som led i programmet Lad os bygge Europa sammen, der var åbent for alle non-profitorganisationer i alle medlemsstater, modtog to danske bevægelser i 1998, Nyt Europa og Europæisk Ungdom, der støtter JA-siden, et bidrag på henholdsvis 40 000 og 20 441 EUR, og en dansk bevægelse, juni Bevægelsen, der støtter NEJ-siden, et bidrag på 20 000 EUR til oplysningskampagner i forbindelse med Amsterdam-traktaten, herunder især debatter, seminarer og EU-informationsartikler.

Nyt Europa fik yderligere tildelt et beløb på 20 138 EUR til afholdelse af en konference og dokumentationmateriale i forbindelse med 33 regionale arrangementer vedrørende Amsterdam-traktaten, der blev afviklet af kontorerne i medlemsstaterne. I 1999 blev der ydet et beskedent tilskud på 2 466 EUR til den danske afdeling af Europabevægelsen til et seminar om Demokrati i EU.