92000E2537

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2537/00 af John McCartin (PPE-DE) til Kommissionen. Fjernsynskabinetters sikkerhed.

EF-Tidende nr. 089 E af 20/03/2001 s. 0205 - 0205


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2537/00

af John McCartin (PPE-DE) til Kommissionen

(28. juli 2000)

Om: Fjernsynskabinetters sikkerhed

Deler Kommissionen den opfattelse, at brandsikkerhedsstandarderne for fjernsynskabinetter i De Forenede Stater og andre dele af verden er langt strengere end i Den Europæiske Union, og mener Kommissionen, at der hvert år kunne reddes mange menneskeliv i EU, hvis fjernsynskabinetter blev fremstillet efter de samme standarder som i USA, og har Kommissionen beskæftiget sig med dette anliggende?

Svar afgivet af Erkki Liikanen på Kommissionens vegne

(27. september 2000)

Bestemmelser om sikkerheden vedrørende fjernsynsapparater findes i Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser(1) (lavspændingsdirektivet (LSD)). Aspekter vedrørende brandsikkerhed er mere specifikt behandlet i den harmoniserede standard EN 60065:1998, Audio-, video- og lignende elektroniske apparater. Sikkerhedskrav, vedtaget af Det Europæiske Standardiseringsudvalg for Elektroteknik (Cenelec). Kommissionen udvikler ikke standarder, da dette i medfør af lavspændingsdirektivet er pålagt de europæiske standardiseringsorganer.

Brandsikkerhedskravene i EN 60065 er identiske med kravene i den internationale standard 60065 fra IEC (Den Internationale Elektrotekniske Kommission). Dette er i overensstemmelse med EU's målsætning om, hvor det er muligt, at anvende internationale standarder, forudsat at sådanne standarder er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Til dato har Kommissionen ikke modtaget underretning fra nogen medlemsstat angående mangler i ovennævnte standard for så vidt angår brandsikkerhed. Kommissionen er bevidst om, at der i Sverige og Storbritannien foretages undersøgelser. I henhold til myndighederne i de pågældende medlemsstater vil de endelige rapporter foreligge ved udgangen af indeværende år. Kommissionen har allerede over for de nationale myndigheder, der er pålagt håndhævelse af direktivet, rejst spørgsmålet om fjernsynsapparater som årsag til brande. Dette skete på møder afholdt hhv. den 26. og 27. april 2000 og den 14. juni 2000, og på dette tidspunkt anmodede Kommissionen medlemsstaterne om at fremkomme med yderligere oplysninger om emnet. Kommissionen bemærkede sig, at medlemsstaterne følger sagen op. Under drøftelserne med medlemsstaterne blev der ikke fremsat forslag i sammenhæng med den af det ærede parlamentsmedlem fremsatte forespørgsel.

Kommissionen forsikrer det ærede parlamentsmedlem om, at den prioriterer brandsikkerheden højt. Behovet for en indsats vil blive vurderet på grundlag af resultatet af denne anmodning om oplysninger fra medlemsstaterne, konklusionen af de ovennævnte undersøgelser og anden relevant information, der stilles til Kommissionens rådighed.

(1) EFT L 77 af 26.3.1973.