92000E2516

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2516/00 af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen. Strukturfondene.

EF-Tidende nr. 113 E af 18/04/2001 s. 0113 - 0114


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2516/00

af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen

(2. august 2000)

Om: Strukturfondene

Kommissionen bedes oplyse, om konkurrencemæssige spørgsmål spiller en rolle i forbindelse med anvendelsen af strukturfondene med henblik på skabelse af risikovillig kapital? Er det rigtigt, at et sådant initiativ kunne erklæres for ulovligt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(29. september 2000)

Kommissionen tilskynder i sine retningslinjer for strukturfondene 2000-2006 til anvendelse af finansieringstekniske instrumenter i stedet for tilskud til produktive investeringer. Foranstaltninger i form af risikovillig kapital er en sådan type instrument. Samtidig fastsætter Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(1), at de operationer, fondene finansierer, skal være forenelige med EF-traktaten og de retsakter, der er udstedt i henhold til denne, samt med Fællesskabets politikker og aktioner, herunder dem der vedrører konkurrencereglerne. Det omfatter i særdeleshed statsstøttereglerne.

Ved planlægningen af programmerne under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) implementerer Kommissionen i samarbejde med de nationale myndigheder strukturfondsretningslinjerne for udvikling af risiko- eller venturekapitalfonde med særligt henblik på innovative og højteknologiske små og mellemstore virksomheder (SMV).

Enhver foranstaltning, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen ved at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, må påregnes at falde ind under definitionen af statsstøtte i EF-traktatens artikel 87, stk. 1 (tidligere artikel 92), medmindre den falder ind under en af undtagelserne i artikel 87, stk. 2 og 3. Statsstøtte, der iværksættes uden først at være anmeldt til og godkendt af Kommissionen, er ulovlig, fordi den er ensbetydende med misligholdelse af forpligtelsen i traktatens artikel 88, stk. 3 (tidligere artikel 93).

Der kan således være tale om offentlig eller statslig støtte i forbindelse med oprettelse af risikokapitalfonde, hvortil der ydes strukturfondsmidler. Hvorvidt det drejer sig om statsstøtte, og om den i givet fald er forenelig med fællesmarkedet, afhænger af fondens art og struktur.

(1) EFT L 161 af 26.6.1999.