SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2238/00 af Helena Torres Marques (PSE) til Kommissionen. Udgifter ved brug af kreditkort i euroområdet.
EF-Tidende nr. 089 E af 20/03/2001 s. 0166 - 0166
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2238/00 af Helena Torres Marques (PSE) til Kommissionen (29. juni 2000) Om: Udgifter ved brug af kreditkort i euroområdet Anvendelse af kreditkort inden for det enkelte land er ikke behæftet med nogen udgift for brugeren i forbindelse med hver enkelt transaktion. Kommissionen bedes oplyse følgende: 1. Er det muligt at pålægge brugerne udgifter i forbindelse med anvendelse af kreditkort i de andre lande i euroområdet? 2. Hvis der skal betales noget, vil dette beløb i betragtning af, at der ingen kursrisiko er, så være det samme for alle transaktioner, eller kan det være en procentdel af det betalte beløb? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein (26. juli 2000) Anvendelse af kreditkort på tværs af grænserne er normalt behæftet med to slags gebyrer: et servicegebyr, som skyldes det forhold, at tjenesteydelsen ydes uden for den medlemsstat, hvor kortet er udstedt, og som dækker bankernes omkostninger ved brug af internationale godkendelses- og opkrævningsnet, hvilket ikke gælder for indenlandske transaktioner, og et vekselgebyr, som er beregnet til at dække kursrisikoen. I forbindelse med transaktioner mellem to medlemsstater i euroområdet blev vekselgebyret afskaffet den 1. januar 1999. Det gælder fortsat for transaktioner uden for dette område. Servicegebyret kan tage forskellige former, dels et fast beløb pr. transaktion, dels en procent af beløbet (hvilket er det mest almindelige) eller en kombination af de to. Kreditkortudstederne skal sikre gennemsigtighed og skal tydeligt meddele deres kunder, hvilke takster der gælder for grænseoverskridende transaktioner, men de kan frit anvende sådanne takster. Definitionen af disse gebyrer henhører under den enkelte bank i den konkurrencemæssige sammenhæng, hvor den udøver sine aktiviteter. I sin meddelelse om detailbetalinger i det indre marked(1) gav Kommissionen udtryk for ønsket om, at transaktioner inden for det indre marked så vidt muligt faktureres i lighed med indenlandske transaktioner, men dette er endnu ikke tilfældet undtagen for så vidt angår de belgiske kortudstedere. (1) KOM(2000) 36 endelig udg.