SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2198/00

af Gilles Savary (PSE) til Kommissionen

(3. juli 2000)

Om: Europæisk samordning på forsikringsområdet

En fransk statsborger, der er blevet offer for en trafikulykke i Spanien, som også implicerede en spansk statsborger, er blevet nægtet erstatning af sit franske forsikringsselskab med den begrundelse, at den spanske bilist ikke var forsikret.

Findes der EU- eller mellemstatslige bestemmelser, som den franske statsborger kan henvise til i en eventuel ankesag?

Hvilke klagemuligheder findes der under den nuværende lovgivning for det franske trafikoffer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(28. juli 2000)

Det ærede medlem henvises til afsnit 4 i artikel 1 i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(1),

hvori der står, at hver medlemsstat opretter eller godkender et organ, der har til formål at sikre, at ofrene for automobilulykker kan får erstatning, i tilfælde af at det køretøj, der har forvoldt skaden, ikke er forsikret eller er ukendt. Garantifonden er en tilføjelse til den pligtige forsikring: unddrager assurandøren sig sin forpligtelse, må et andet organ påtage sig risikoen og betale i hans sted.

I den sag, det ærede medlem omtaler, forholder det sig således, at dersom det uforsikrede køretøj, der er årsag til ulykken, er indregistreret i Spanien, er det denne stats garantifond, der skal sikre erstatningen, når der ikke er nogen assurandør til at påtage sig risikoen. Det er op til den pågældende at henvende sig direkte til dette organ, der skal give ham et begrundet svar på spørgsmålet om dets intervention.

Direktivet er det andet direktiv i en række på fire direktiver, der tager sigte på at lette samfærdslen med motorkøretøjer og at varetage de personers interesser, der måtte blive ofre for færdselsulykker i Fællesskabet, uanset hvor ulykken indtræffer. Således blev der ved Rådets første direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse(2) indført en pligtig ansvarsforsikring i hele Fællesskabets område, og denne beskyttelse blev udvidet og styrket ved det andet (84/5/EØF) og tredje (90/232/EØF(3)) direktiv. Disse tager sigte på færdselsulykker, der er indtruffet i ofrets bopælsland, og som er forårsaget af køretøjer, der er indregistreret og forsikret i dette land eller i en anden medlemsstat. I Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 om ændring, navnlig med hensyn til ansvarsforsikring for motorkøretøjer, af direktiv 73/239/EØF og direktiv 88/357/EØF, som begge angår samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring(4), sidestilles med disse tilfælde de situationer, hvor ulykken har fundet sted i ofrets land, og hvor køretøjet, selv om det er indregistreret i dette land, er forsikret i et forsikringsselskab i en anden medlemsstat, der arbejder inden for ordningen om fri udveksling af tjenesteydelser.

Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af direktiv 73/239/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikring), der blev udstedt den 16. maj 2000(5), tager endelig sigte på at forbedre den nuværende ordning, for så vidt angår erstatning til personer, der i forbindelse med et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den, de har bopæl i, er blevet påført en skade af et motorkøretøj, der er indregistreret og forsikret i en anden medlemsstat end den, de bor i. I artikel 7 står der, at dersom det ikke er muligt at identificere køretøjet, eller hvis det er umuligt inden for en frist på to måneder efter ulykken at finde frem til forsikringsselskabet, kan den skadelidte indgive en ansøgning om erstatning til erstatningsorganet i den medlemsstat, han bor i. Medlemsstaterne har en frist på 24 måneder efter direktivets offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende, til at gennemføre det i deres nationale ret.

(1) EFT L 8 af 11.1.1984.

(2) EFT L 103 af 2.5.1972.

(3) EFT L 129 af 19.5.1990.

(4) EFT L 330 af 29.11.1990.

(5) EFT L 181 af 20.7.2000.