92000E1880

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1880/00 af Brian Crowley (UEN) til Kommissionen. Valg i Peru.

EF-Tidende nr. 053 E af 20/02/2001 s. 0196 - 0196


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1880/00

af Brian Crowley (UEN) til Kommissionen

(9. juni 2000)

Om: Valg i Peru

Efter at præsidentkandidaten Alejandro Toledo har trukket sig fra anden runde af præsidentvalget i Peru, og efter at valgobservatørerne fra Organisationen af Amerikanske Stater har besluttet at suspendere deres overvågning af den nationale instans for tilsyn med valgprocessen på grund af afviklingsmåden for valghandlingen i landet, bedes Kommissionen redegøre for, hvad den agter at gøre, såfremt der ikke findes en tilfredsstillende afklaring på denne situation, for således at medvirke til afholdelsen af en åben, demokratisk og verificerbar anden runde af præsidentvalget.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(30. juni 2000)

Kommissionen har fulgt hele valgprocessen i Peru på nært hold.

Unionens beslutning om at trække sit observatørkorps ud af landet skal ses som et udtryk for utilfredshed med de betingelser, hvorunder valget er foregået.

Kommissionen er af den oprettelse, at det er nødvendigt at rette en håndfast henvendelse til Peru om landets forpligtelse til at sørge for en nøje overholdelse af de demokratiske principper og menneskerettighederne, ikke mindst på et tidspunkt, hvor forskellige lande i regionen oplever en gradvis opløsning af deres demokratiske systemer.

I Unionens seneste erklæring har den tydeligt givet udtryk for, at det er nødvendigt at styrke processen i Peru omkring demokratisk medindflydelse, og den har erklæret sig parat til at støtte enhver bestræbelse i denne retning.

Unionen understøtter Organisationen af Amerikanske Staters indsats med afsendelse af observatører, der i nærmeste fremtid kommer til landet, og den håber, at denne indsats kan resultere i konkrete fremskridt.

Derfor og som Unionen ligeledes understreger i sin erklæring af 9. juni bør man støtte og stimulere OAS's indsats i form af det påtænkte observatørkorps. Men det er tillige nødvendigt at være yderst agtpågivende med hensyn til situationens udvikling i landet og i givet fald tage vore forbindelser til Peru op til nærmere overvejelse.

Samtidig hermed vil Kommissionen lægge særdeles megen vægt på gennemførelsen af konkrete foranstaltninger og projekter, der vil kunne styrke de demokratiske institutioner og fremme den politiske pluralisme i Peru.