92000E1509

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1509/00 af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen. DVD-afspillere og fri konkurrence.

EF-Tidende nr. 053 E af 20/02/2001 s. 0157 - 0158


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1509/00

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(12. maj 2000)

Om: DVD-afspillere og fri konkurrence

Er Kommissionen klar over, at DVD-afspillere med vilje designes til at forhindre fri konkurrence i prisfastsættelsen af DVD-disketter, idet der er tale om en opdeling i seks globale regioner? Dette betyder, at EU-borgere ikke kan drage fordel af at købe billige DVD-disketter mange steder i verden? Mener Kommissionen ikke, at denne konkurrencebegrænsende adfærd bør forbydes?

Samlet svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti på skriftlige forespørgsler E-1509/00 og E-1510/00

(14. juni 2000)

Som det ærede medlem sikkert er klar over, blev DVD-teknologien udviklet i fællesskab i 1990'erne af et konsortium bestående af 10 selskaber: Hitachi Ltd, Matsushita Electric Industrial Co., Ltd, Mitsubishi Electric Corporation, Time Warner Inc., Toshiba Corporation, Victor Company of Japan, Ltd (JVC), Philips, Sony, Pioneer og Thomson. Standardspecifikationerne for denne teknologi blev udarbejdet med henblik på at definere DVD-disketterne samt de regler, betingelser og mekanismer, hvorefter afspillerne kan aflæse disketterne og konvertere dem til billeder, som kan vises på en skærm. Standardspecifikationerne omfatter de 10 ovennævnte virksomheders intellektuelle ejendomsrettigheder. DVD'er kan indeholde langt flere informationer end andre optiske disketter såsom cd'er og kan derfor give en høj video-, audio- og multimediakvalitet.

Det er korrekt, at disse selskaber har et system med regional kodning, således at DVD-producenter har mulighed for at kode nyudsendte produkter alt efter den region i verden, hvor DVD'en skal afspilles. Der er tale om seks geografiske regioner. Sammen med en række andre lande indgår alle EØS-landene i en enkelt region.

Denne kodning giver filmproducenterne mulighed for at beskytte deres ophavsret og det traditionelle mønster med at frigive deres film på forskellige tidspunkter i forskellige dele af verden. Filmproducenter og lokale biografer ville være ringere stillet, hvis f.eks. en DVD-video, der oprindelig er udsendt i USA, skulle få almindelig udbredelse i Europa, før distributionen til biograferne er indledt eller afsluttet. Filmproducenterne udøver deres rettigheder i henhold til ophavsretten, når de udsender en film på forskellige tidspunkter og til forskellige priser i forskellige dele af verden. Det kan derfor ikke i sig selv anses for ulovligt at anvende regional kodning til at håndhæve disse rettigheder, navnlig hvis der ikke er konstateret misbrug af en dominerende stilling.

Udøvelsen af disse rettigheder kunne blive et konkurrencespørgsmål, hvis det konstateres, at to eller flere af de pågældende virksomheder (DVD-producenter og DVD-afspillerproducenter) anvender det konkurrencefremmende teknologiske samarbejde, der er forbundet med at udvikle en fælles åben standard for DVD, til at aftale en praksis bestående i at samordne tidspunktet for produkternes frigivelse og produkternes pris. Kommissionen har allerede tidligere undersøgt disse spørgsmål (en sag indledt på eget initiativ i 1996) og har ikke konstateret nogen adfærd, der er i strid med EF-traktatens artikel 81 eller 82 (tidligere artikel 85 og 86). Den er ikke i besiddelse af yderligere oplysninger, som giver anledning til at ændre denne opfattelse. Nogle af de parter, der deltager i udviklingen af DVD-standarden, har desuden i fællesskab anmeldt deres licensaftaler. Efter offentliggørelsen af en meddelelse(1) i De Europæiske Fællesskabers Tidende, hvor tredjeparter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger, er der ikke modtaget nogen henvendelser fra forbrugersammenslutninger.

Hvad angår spørgsmålet om indspilning af videodisketter indeholder DVD-standarden flere forskellige former for kopibeskyttelse, navnlig en kompliceret kryptering af de data, der er oplagret på disketten, som anført af det ærede medlem. Disse beskyttelsesforanstaltninger kan forhindre overspilning fra en DVD. På grund af de muligheder for perfekte digitale kopier, som denne teknologi giver, er det af afgørende betydning for DVD- og filmindustriens fremtid, at filmejerne har denne mulighed for at beskytte deres data. Kopibeskyttelsessystemerne er nemlig designet til at forhindre ulovlig og uretmæssig kopiering, som efter sigende koster producenterne af film og elektroniske data milliarder af dollars i mistede indtægter.

Under disse omstændigheder kan det forhold, at en producent nægter at udvide garantien for sin DVD-afspiller, der bevidst er ændret af brugeren for ulovligt at kopiere DVD'er, ikke anses for at være en konkurrencebegrænsende adfærd.

(1) Anmeldelse af et licenssystem, sag IV/C-3/37.506 DVD patentlicensprogram EFT C 242 af 27.8.1999.