SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0824/00

af Ieke van den Burg (PSE) til Kommissionen

(21. marts 2000)

Om: Beslutning om udvidelse og begrænsning af anvendelsen af de sociale forsikringer 1999 (KB 746 af 24. december 1998): AWBZ

1. Er Kommissionen bekendt med, at loven om forsikringen for særlige sygdomsomkostninger (AWBZ) ikke længere finder anvendelse på nederlandske pensionerede, der bor i udlandet og har tegnet en privat sygeforsikring? Som følge heraf betaler den nederlandske AWBZ ikke længere omkostningerne i forbindelse med f.eks. plejehjemsoptagelse eller hjemmepleje eller revalidering. Denne gruppe, som nu faktisk udelukkes uden overgangsordning, har dog i flere årtier betalt bidrag til AWBZ-forsikringen. At tegne en privat forsikring mod de omkostninger, som hidtil henhørte under AWBZ, er umuligt, navnlig for personer i en medicinsk risikogruppe. Personer, der er omfattet af sygesikringen, er fortsat omfattet af AWBZ.

2. Deler Kommissionen den opfattelse, at denne behandling af de privat forsikrede er i strid med princippet om den frie bevægelighed for personer inden for EU's territorium, borgeres og patienters ret til frit at bosætte sig (jf. Domstolens dom af 28. april 1998, nr. C-158/96) i andre medlemsstater samt artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71(1)?

3. Mener Kommissionen, at der er grund til at træffe foranstaltninger mod dette skridt fra de nederlandske myndigheders side og i bekræftende fald, hvilke?

(1) EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(29. maj 2000)

Det fremgår ganske rigtigt af de oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, at personer, der er berettiget til nederlandske langvarige socialsikringsydelser (Wet op de arbeidsongeschiktheidsverzekering lov om arbejdsudygtighedsydelse og Algemene Ouderdomswet lov om alderspension), og som bor på en anden medlemsstats område og ikke er tilsluttet den obligatoriske sygesikringsordning, men er

privat forsikret, fra den 1. januar 2000 ikke længere har ret til at få dækket særlige sygdomsomkostninger (Algemene Wet Bijzondere Ziektekosten lov om særlige sygdomsomkostninger) og ikke længere behøver at betale de dermed forbundne sociale bidrag. Som led i indførelsen af denne bopælsklausul er der medtaget en overgangsforanstaltning, som giver personer, der frivilligt havde tilsluttet sig inden den 1. januar 2000, mulighed for at bevare retten til finansiel godtgørelse af udgifter til visse former for igangværende hospitalsbehandling, så længe behandlingen er påkrævet.

I denne forbindelse har Kommissionen i øvrigt modtaget talrige klager fra personer, som berøres af den nederlandske reform.

Kommissionen skal dog henlede det ærede medlems opmærksomhed på, at fællesskabsretten ikke berører medlemsstaternes kompetence med hensyn til forvaltning af deres socialsikringssystemer. Da der ikke er sket en harmonisering af socialsikringen på fællesskabsniveau, kan hver medlemsstat gennem sin lovgivning frit fastsætte både betingelserne for berettigelse eller pligt til at være tilsluttet en bestemt socialsikringsordning og betingelserne for ret til sociale ydelser. Domstolen har gennem sin domspraksis konsekvent knæsat disse principper, og det fremgår af især punkt 17 og 18 i dommen af 28. april 1998 i Kohll-sagen C-158/96, som det ærede medlem nævner.

Under udøvelsen af medlemsstaternes kompetence skal fællesskabsretten naturligvis overholdes. I denne henseende skal opmærksomheden henledes på EF-traktatens artikel 39 og 42 (tidligere artikel 48 og 51) samt på Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabe(1)1, og på Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning.(EØF) nr. 1408/7(2)2, der begge sigter mod at koordinere medlemsstaternes socialsikringslov(3)3.

Men da de personer, der er berørt af den nederlandske reform, individuelt er omfattet af loven om særlige sygdomsomkostninger, kan den beskyttelse, som sikres gennem ovennævnte forordning (EØF) nr. 1408/71 og forordning (EØF) nr. 574/72, ikke påberåbes i denne sag.

Det fremgår af ovenstående, at Kommissionen ikke kan gribe ind i en sag, der udelukkende henhører under en medlemsstats kompetence.

(1) EFT L 149 af 5.7.1971.

(2) EFT L 74 af 27.3.1972.

(3) Seneste koordinerede udgave: Forordning (EF) nr. 118/1997 EFT L 28 af 30.1.1997.