92000E0369

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0369/00 af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen. De socio-økonomiske virkninger af beskæftigelsesinitiativet.

EF-Tidende nr. 374 E af 28/12/2000 s. 0060 - 0061


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0369/00

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. februar 2000)

Om: De socio-økonomiske virkninger af beskæftigelsesinitiativet

På det ekstraordinære topmøde i Luxembourg i november 1997 blev der taget et nyt beskæftigelsesinitiativ, der skulle løbe over tre år, og der blev stillet ca. 450 mio. ecu til rådighed til denne periode. Dette initiativ blev opført under afsnit B5-5 i Fællesskabets budget for støtteforanstaltninger til fordel for små og mellemstore virksomheder og projekter for innovation på arbejdsmarkedet.

Kommissionen bedes besvare følgende:

- Hvordan er fordelingen for hvert år mellem de enkelte medlemsstater af de beløb, der er opført på de enkelte konti under afsnit B5-5 i Fællesskabets budget?

- Hvor stort et antal arbejdspladser skønnes der at være blevet skabt i Den Europæiske Union og de enkelte medlemsstater gennem disse foranstaltninger (under henvisning til, at Kommissionen tidligere har foretaget en lignende evaluering i forbindelse med Elise-programmet)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(3. april 2000)

I kølvandet på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde om beskæftigelse i Luxembourg vedtog budgetmyndigheden et nyt afsnit: B5-5 Arbejdsmarkedet og teknologisk innovation med et budget på 450 mio. EUR over tre år (1998-2000).

For det første blev der i 1998 på tre budgetposter (B5-500, B5-5010 og B5-5020) afsat 30 mio. EUR til forskellige aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af beskæftigelsesdelen af EF-traktaten og af beskæftigelsesstrategien i det hele taget. Formålet med disse aktiviteter var at kortlægge og fremme udvekslingen af gode metoder mellem medlemsstaterne og støtte nye initiativer og projekter og forskning i forbindelse med medlemsstaternes beskæftigelsespolitik.

For det andet blev der afsat 120 mio. EUR til vækst- og beskæftigelsesinitiativet, et finansielt hjælpeprogram til nytænkende og jobskabende små og mellemstore virksomheder (SMV). Til dette projekt skal der lægges 5 mio. EUR, hvilket svarer til pilotprojektet Joint European Venture (JEV) (B5-512). Der blev tildelt 300 mio. EUR til vækst- og beskæftigelsesinitiativet for 1999 og 2000.

Vækst- og beskæftigelsesinitiativet indeholder tre komplementære ordninger: den europæiske teknologifacilitet ((ETF) i startfasen), en ordning for risikovillig kapital, der styres af Den Europæiske Investeringsfond (EIF), en ordning for finansielle bidrag til støtte for oprettelsen af grænseoverskridende joint ventures mellem SMV inden for Fællesskabet (JEV), som administreres af Kommissionen, og en garantiordning, som styres af EIF.

For så vidt angår ETF's etableringsordning, har Kommissionen godkendt investeringsforpligtelser til ni fonde, som er udvalgt af EIF, på op til 54 mio. EUR. Fordelingen på medlemsstaterne er vist i tabel 1, som er sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Hvad angår JEV, har Kommissionen godkendt 65 projekter: 53 joint ventures og 12 erhvervsfremmende ordninger. De 53 joint ventures involverede 115 SMV. Fordelingen på disse SMV's medlemsstater og projekternes planlagte område er vist på tabel 2, som er sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Med hensyn til SMV-garantiordningen har Kommissionen godkendt forpligtelser til femten finansielle mellemmænd, som er udvalgt af EIF, på op til 90 mio. EUR. Fordelingen på medlemsstaterne er vist i tabel 3, som er sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Inden for ETF-etableringsordningen viser de seneste tal, at 49 SMV fra Fællesmarkedet har nydt godt af investeringer fra fonde, der deltager i ordningen. Detaljerede oplysninger om perspektiverne for jobskabelse som følge af etableringsordningen bliver tilgængelige i august 2000, når EIF har modtaget de første udfyldte spørgeskemaer fra virksomhederne.

Med hensyn til JEV er det for tidligt at forudsige antal skabte jobs. Den første fase af JEV-støtte hænger sammen med en indledende arbejdsfase, og først derefter vil SMV beslutte, om og under hvilke omstændigheder deres joint ventures skal løbe af stabelen. Imidlertid skal SMV selv i denne første vurdere, hvor mange jobs der kan skabes. På dette grundlag, som er de 53 joint ventures, der er godkendt, og ifølge de erklæringer, som ansøgerne har indleveret, kan der sammenlagt blive skabt 788 jobs (eller i gennemsnit 15 for hvert projekt).

De seneste tal for SMV-garantiordningen viser, at 7.223 SMV har draget fordel af ordningen, og at de har 32 869 ansatte. I henhold til denne ordning skal SMV også angive det antal jobs, som burde kunne skabes inden for den nærmeste fremtid. På basis af deres angivelser forventes det samlede antal jobs et år efter underskrivelsen af låneaftalen at være 34 319, dvs. en stigning på 1 450. Dette tal ventes at stige til 36 988 efter yderligere et år, hvilket er en yderligere stigning på 2 669 medarbejdere. Dette vil betyde en samlet stigning på 13 % over to år.