92000E0298

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0298/00 af Hartmut Nassauer (PPE-DE) til Kommissionen. Erhvervelse af fast ejendom i Den Tjekkiske Republik.

EF-Tidende nr. 026 E af 26/01/2001 s. 0029 - 0029


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0298/00

af Hartmut Nassauer (PPE-DE) til Kommissionen

(11. februar 2000)

Om: Erhvervelse af fast ejendom i Den Tjekkiske Republik

Har Kommissionen fået oplysninger om, at det tjekkiske finansministerium vil forhindre, at borgere fra andre stater i EU efter Den Tjekkiske Republiks tiltræden til EU kan erhverve fast ejendom i Den Tjekkiske Republik, og hvilke foranstaltninger overvejer Kommissionen i givet fald at træffe på baggrund af, at Den Tjekkiske Republik hidtil konstant har understreget sin forpligtelse til ved tiltrædelsen til EU at overtage EU's regelværk?

Samlet svar afgivet på Kommissionens vegne af Gunter Verheugen på skriftlige forespørgsler E-0293/00, E-0294/00, E-0295/00, E-0296/00, E-0297/00, E-0298/00, E-0299/00, E-0300/00, E-0301/00, E-0302/00, E-0303/00 og E-0398/00

(20. marts 2000)

Tiltrædelsesforhandlingerne med Den Tjekkiske Republik vedrører især dens godkendelse af og tilpasning til Den Europæiske Unions regelværk samt dens evne til at opfylde de betingelser for medlemskab, som Det Europæiske Råd har opstillet. Som medlem af EU vil Den Tjekkiske Republik være nødt til at vedtage og gennemføre fællesskabsbestemmelserne og -politikkerne på alle områder, herunder principperne om fri bevægelighed for personer og fri etableringsret. Det af det ærede medlem rejste spørgsmål skal først og fremmest betragtes i denne sammenhæng, men naturligvis spiller også de politiske kriterier, der blev fastlagt i København, en vigtig rolle, eftersom de vedrører beskyttelsen af menneskerettighederne og af mindretallenes rettigheder. Kommissionen overvåger nøje udviklingen på disse områder i alle ansøgerlande.

Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at det tema, der berøres i forbindelse med disse spørgsmål, vedrører begivenheder, der fandt sted, inden EF-traktaten trådte i kraft. De såkaldte Benesch-dekreter vil derfor ikke spille nogen rolle under tiltrædelsesforhandlingerne. Desuden fastslås det i EF-traktatens artikel 295 (tidligere artikel 222), at de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke berøres af denne traktat. Kommissionen er derfor ikke i stand til at gribe ind i spørgsmål vedrørende tilbagegivelse af ejendom i nuværende eller kommende medlemsstater.

Den Tjekkiske Republik har siden 1992 været kontraherende part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er Europarådet, der er ansvarligt for gennemførelsen af denne konvention, og derfor bør spørgsmål om emner, der henhører under denne konvention, rettes til Europarådet.

Desuden kan Kommissionen henvise det ærede medlem til de relevante bestemmelser i den tjekkisk-tyske erklæring om de gensidige forbindelser, der blev vedtaget den 21. januar 1997.

Af de forskellige ovenfor anførte grunde anser Kommissionen det for vanskeligt at tage stilling i de særlige sager, som det ærede medlem har rejst.