SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0238/00

af Jillian Evans (Verts/ALE) til Kommissionen

(7. februar 2000)

Om: Strukturfondsadditionalitet

Ifølge den juridiske definition på additionalitet kræves det, at midler fra fonden ikke må erstatte offentlige eller tilsvarende strukturudgifter. I det Forenede Kongerige skal dette imidlertid kun påvises på nationalt plan.

Den europæiske bestanddel af strukturfondsbevillinger til Wales betales fra EU til den britiske statskasse. Den årlige budgettildeling til det walisiske parlament beregnes af finansministeriet under anvendelse af en mekanisme, som ikke er blevet tilpasset for at tage højde for de supplerende beløb, der fra januar 2000 vil stå til rådighed for West Wales og the Valleys under programmets mål 1. Dette betyder i praksis, at EU-projekter i Wales betales over det walisiske budget for uddannelse, sundhed, sociale ydelser osv.

I betragtning af Kommissionen erklærede hensigt om at sikre strukturfondene en mere effektiv og koncentreret indsats mellem 2000 og 2006 vil Kommissionen da overveje at indføre en mekanisme til påvisning af, i hvilket omfang additionalitetsprincippet er anvendt på regionalt basis inden for medlemsstaterne og dermed også, i hvilket omfang midlerne er anvendt til størst mulig fordel i målområderne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(31. marts 2000)

Bestemmelserne kræver ikke, at medlemsstaterne skal anvende additionalitetsprincippet på regionalt plan.

Bestemmelserne findes i den generelle strukturfondsforordning(1), som Rådet vedtog i juni sidste år, og hvori Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser for gennemførelse af programmerne i perioden indtil slutningen af 2006 er fastlagt.

Bortset fra bestemmelserne om additionalitet skal medlemsstaterne ifølge forordningerne for det første sikre, at fællesskabsmidlerne kun anvendes i de tilskudsberettigede regioner, de er bevilget til, og for det andet at disse EU-bevillinger ledsages af nationale bevillinger under overholdelse af de fastlagte grænser. Det programmeringsdokument, Kommissionen har vedtaget, indeholder den nødvendige bekræftelse af begge disse aspekter.

(1) Forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21.6.1999 EFT L 161 af 26.6.1999.