92000E0101

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0101/00 af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Rådet. EU's asylpolitik.

EF-Tidende nr. 280 E af 03/10/2000 s. 0177 - 0178


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0101/00

af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Rådet

(19. januar 2000)

Om: EU's asylpolitik

I et svar til min mundtlige forespørgsel (H-0722/99) præciserer Rådet, at der i EU mangler fælles definitioner på, hvad der forstås ved et sikkert oprindelsesland og en åbenbart grundløs asylansøgning.

På denne baggrund stilles følgende tillægsspørgsmål:

1. Har de beslutninger om asylpolitikken, som blev truffet på topmødet i Tampere nogen følger for, hvordan medlemslandene skal vurdere asylsager, når asylansøgeren har været udsat for forfølgelse fra ikke-statslig side?

2. Får topmødets beslutning om, at anvendelsen af Genève-konventionen skulle være fuldstændig og inklusiv nogle konsekvenser i praksis for, hvordan medlemslandene skal behandle og vurdere de enkelte asylsager?

Svar

(13. marts 2000)

Det Europæiske Råd i Tammerfors nåede til enighed om et kommende fælles europæisk asylsystem, som skal bygge på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genève-konventionen, men det opfordrede samtidig til, at der på kort sigt fastsættes bl.a. fælles standarder for en retfærdig og effektiv asylprocedure, tilnærmede bestemmelser om anerkendelse af flygtningestatus og om indholdet af denne status samt foranstaltninger vedrørende subsidiære former for beskyttelse. Det Europæiske Råd opfordrede Rådet til at nå disse mål på grundlag af forslag fra Kommissionen. Konsekvenserne heraf for medlemsstaterne, som nævnt i det ærede parlamentsmedlems forespørgsler, vil afhænge af, hvad disse forslag, som Rådet vil behandle som et prioriteret spørgsmål, kommer til at gå ud på.