SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2774/99 af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen. Fremskridt i opførelsen af metroen i Athen.
EF-Tidende nr. 303 E af 24/10/2000 s. 0108 - 0109
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2774/99 af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen (18. januar 2000) Om: Fremskridt i opførelsen af metroen i Athen Kan Kommissionen besvare følgende spørgsmål: 1. Hvor stort var det oprindelige budget for opførelsen af metroen i Athen, og hvor meget forventes projektet i sidste ende at komme til at koste? 2. Vil de 619 alvorlige forsømmelser på linjerne Sintagma-Sepolia og Sintagma-Ethniki Amina, som er blevet omtalt i en rapport, der er udarbejdet af koncessionshaveren Attiko Metro og offentliggjort i dagbladet Eleftherotipia den 5. december 1999, blive udbedret, og vil de ikke forhindre, at metroen som planlagt tages i brug i begyndelsen af januar? 3. Mener Kommissionen ikke, at hvis man havde fulgt den model, der blev anvendt i forbindelse med opførelsen af lufthavnen i Spata, dvs. en enkelt entreprenør i stedet for et konsortium, hvilket er tilfældet i forbindelse med opførelsen af metroen, selvfinansiering og overdragelse af driften til projektets bygherre, ville man have kunnet fremvise bedre resultater både hvad angår overholdelse af overdragelsesfristen og projektets konstruktionsmæssige kvalitet? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier (28. februar 2000) 1. På grundlag af den i 1991 undertegnede kontrakt beløb det oprindelige budget for Athens metroprojekt sig til 261 500 mio. drakmer ( november 1991-priser). Som følge af inflationen er det blevet justeret til 420 000 mio. drakmer ( december 1999-priser), i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i ovennævnte kontrakt. I dag er det samlede budget for dette projekt steget til 530 000 mio. drakmer ( december 1999-priser) af to årsager. I 1994 godkendte det græske parlament en forøgelse på 14,64 % af kontraktbeløbet for at kunne foretage visse forbedringer af projektet, især hvad angår stationerne. En forøgelse af budgettet på 10 % ( marts 1998-priser) blev accepteret, i overensstemmelse med kontraktvilkårene, for at tage højde for de vanskelige og uforudsete geologiske forhold samt de skærpede sikkerhedskrav med hensyn til byens bygninger. 2. De 619 tekniske problemer, der konstateredes i november 1999, er blevet løst, og metroen blev taget i brug den 28. januar 2000. 3. I betragtning af at Athens metroprojekt og lufthavnen i Spata er væsensforskellige, er Kommissionen ikke i stand til at foretage den vurdering, som det ærede medlem efterlyser. Men hvad angår visse senere udvidelser af Athens metro, som skal samfinansieres via fællesskabsmidler, undersøger de græske myndigheder ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over, muligheden for at gå i gang med disse arbejder på anden måde, f.eks. på basis af koncessionskontrakter.