91999E2512

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2512/99 af Rosa Miguélez Ramos (PSE) til Kommissionen. Udvalgte projekter under programmet Kultur 2000.

EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0175 - 0175


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2512/99

af Rosa Miguélez Ramos (PSE) til Kommissionen

(22. december 1999)

Om: Udvalgte projekter under programmet Kultur 2000

Kommissionen har inden for rammerne af programmet Kultur 2000 udvalgt 55 kulturprojekter, der i alt beløber sig til over 6 millioner euro. Er der blandt de 55 initiativer, som Kommissionen har godkendt, nogen, der har forbindelse med kulturbyerne i år 2000?

Fem af de udvalgte eksperimentelle aktioner er projekter, som gennemføres i Spanien. Hvilke fem projekter drejer det sig om? Vil nogen af dem få betydning for Santiago de Compostela?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(28. januar 2000)

Der er tale om EF's kulturprogrammer, og derfor ønsker Kommissionen at gøre opmærksom på, at målet med dens initiativ ikke er at tildele specifik støtte til en bestemt medlemsstat, men at opmuntre til et kultursamarbejde ved netop at støtte projekter med en europæisk dimension, som realiseres i et partnerskab.

Som led i en indkaldelse af forslag vedrørende Forsøgsprojekter med sigte på rammeprogrammet, der er blevet offentliggjort i EF-Tidende(1), modtog Kommissionen 410 ansøgninger. Kommissionen udvalgte heraf 55 i samråd med en uafhængig ekspertkomite bestående af repræsentanter for adskillige kulturdiscipliner.

Kun et af disse projekter har forbindelse med de europæiske kulturbyer. Det drejer sig om projektet Hotel Europa, hvis hovedarrangør er Intercult Production (Sverige), og hvis medarrangører er følgende organisationer: Association de Gestion du Festival d'Avignon, Bologna 2000, Verein Wiener Festwoche og Rotterdam 2001.

Der er udvalgt fire projekter, der som hovedarrangør har en spansk organisation, og det drejer sig om Elektronisk kort over europæiske mødesteder, Smerten, et tværfagligt og mellemkulturelt tematisk studie, Globalisering og kulturelle identiteter, og Argonauter 2000.

Blandt disse projekter er der ingen, der vedrører Santiago de Compostela, der i øvrigt i forbindelse med Raphael-programmet (og som europæisk kulturarvslaboratorium) har modtaget en støtte på 150.000 EUR i 1999 og 175.000 EUR i 1998. Endvidere modtog Santiago de Compostela i 1997, 1996, 1995 og 1994 (som initiativ med symbolværdi) hvert år 200.000 ECU.

(1) EFT C 163 af 10.6.1999.